Svanninge Bakker og Bjerge

Et meget kuperet naturområde nær Faaborg. Præget af bl.a. skov, overdrev, rørskov, mose og vandløb. Her findes mange forskellige planter og dyr, bl.a. klatrende lærkespore og hasselmus.

Fra toppen af Svanninge Bjerge er der udsigt til store dele af det Sydfynske Øhav. Det er nord for Faaborg, man finder det, som fynboerne kalder for De Fynske Alper, og som Svanninge Bakker udgør en del af.

Det bakkede randmorænelandskab er opstået under presset fra en gletsjer fra nordøst i slutningen af den sidste istid. Dødislandskabet, hvor rester af gigantiske isblokke har efterladt store fordybninger, er en af de mest markante landskabstyper i Danmark. Sammen med vindforholdene giver det helt særlige betingelser for floraen og faunaen i området, og det kommer til udtryk i et både rigt og varieret dyre- og planteliv.

Højdedragene i Svanninge Bakker er dækket af overdrev som Hestebakken, der altid har være afgræsset, men aldrig opdyrket. Her finder man over 125 arter af græsser og urter sammen med mosser, svampe og laver.

Alle Danmarks fem krybdyrarter trives her. Overdrev er en naturtype, som er i stærk tilbagegang i hele Europa, og som man arbejder på at forbedre i området. Sammen med Sollerup Skov udgør Svanninge Bakker og Svanninge Bjerge det største sammenhængende skov- og naturområde på Fyn – over tusind hektar.

Hør podcasten om Svanninge Bakker og Bjerge

Det store, kuperede naturområde på Fyn er hjem for alskens spændende naturtyper samt de planter, krybdyr, svampe og dyr, der følger med, som for eksempel den populære syvsover, hasselmusen. Det er dog ikke mange forundt at se den lille nataktive gnaver, men det er alligevel dejligt at vide, at den er her og at den trives. Trivsel er et nøgleord i biolog Tessa Buchwalds arbejde i Bikubenfonden, der fra 2005 opkøbte Svanninge Bjerge og hvor hun også er projektleder for den natursociale indsats ’Natur til et godt liv’ for børn og unge på kanten af samfundet. Bagved ligger ønsket om at øge biodiversiteten i området og på den måde gøre en indsats for Danmarks natur, der også giver vores børns børn og deres børn muligheden for at opleve den, hvilket Tessa Buchwald fortæller om, mens hun viser rundt i bjergene. Vært og producent: Dorte Dalgaard. Musik: Dans & Lær.

Podcasten om Svanninge Bakker og Bjerge

 

Juryens begrundelse

På toppen af Lerbjerg (126m) i den sydlige del af Svanninge Bjerge er der udsigt til store dele af det Sydfynske Øhav. Det er nord for Faaborg, man finder det, fynboerne kalder for De Fynske Alper, som Svanninge Bakker og – Bjerge udgør en del af. Her er det kuperede, sydfynske landskab blotlagt til skue for den besøgende, flottere end noget andet sted på Fyn. Får, geder og kreaturer holder de solsvedne bakker lysåbne og sikrer udsigten, så langt øjet rækker.

Det bakkede randmorænelandskab er opstået under presset fra en gletsjer fra nordøst i slutningen af den sidste istid. Sammen med vindforholdene giver det helt særlige betingelser for floraen og faunaen i området, hvilket kommer til udtryk i et rigt og varieret dyre- og planteliv.

Om sommeren kan børnene tumle sig i græslandet med gyvel og lyng, som det så ud for 200 år siden, og her har vi Fyns bedste kælkebakker om vinteren. Hver eneste bakketop i det kuperede landskab afslører en ny og endnu mere bjergtagende udsigt end den foregående. Fyn er Danmarks have, men lige her får haven lov at være lidt vildere.