Ferskvandsdambrug er damme, der gennemstrømmes af vand fra vandløb eller fra grundvand, og hvor der opdrættes ørreder. Der er ca. 230 ferskvandsdambrug i Danmark, som alle ligger i Jylland. I 2007 producerede de tilsammen ca. 30.000 tons fisk
MiljøpåvirkningerFerskvandsdambrug påvirker primært miljøet i form af spildevand, der kan forurene vandmiljøet. Forekomsten af store mængder af organiske stoffer og næringsstoffer i spildevandet medfører dels et kraftigt iltforbrug dels en tilslamning af vandbunden, som forringer den biologiske vandløbskvalitet. Derudover kan spildevandet indeholde rester af medicin- og hjælpestoffer, der tilsættes dambrugene for at holde dem rene eller for at behandle syge fisk.
Dambrugene kan imidlertid også medføre fysiske påvirkninger af de vandløb, de ligger tæt op ad. Det sker som følge af opstemning til vandindtag, regulering af den oprindelige vandløbsprofil, ekstraordinær vandløbsvedligeholdelse m.m. De fleste dambrug tager højde for, at naturligt forekommende fisk kan passere udenom opstemningen og dambruget (via faunapassager).
Regulering og miljøbeskyttelseI 1989 indførte regeringen regulering af ferskvandsdambrugene, hvilket i grove træk har medført en halvering af dambrugenes udledning af organisk stof, kvælstof og fosfor.
Reguleringen af dambrug sker nu med udgangspunkt i bekendtgørelse nr.130 af 8. februar 2012 om ferskvandsdambrug. Læs bekendtgørelsen om miljøgodkendelse og samtidig sagsbehandling på retsinformation.dk. Dambrug bliver samtidig reguleret efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Dambrugenes vandindvinding reguleres efter vandforsyningsloven.
Bekendtgørelsen om miljøgodkendelse og samtidig sagsbehandling af ferskvandsdambrug samler tre bekendtgørelser i én, således at der fremover vil være én samlet bekendtgørelse for ferskvandsdambrug (Bekendtgørelse om ferskvandsdambrug, bekendtgørelsen om modeldambrug type 3 eller lignende anlæg og bekendtgørelsen om samtidig sagsbehandling af ferskvandsdambrug).
Dambrugsbekendtgørelsen har som overordnede formål at skabe incitament til en øget produktion og reduceret miljøbelastning og indeholder regler om, at nye dambrug, og dambrug, der ønsker at udvide eller ændre deres produktion, skal overgå til nye regler om udlederkrav.
Dambrugsbekendtgørelsen indeholder forskellige retningslinjer for dambrug der er enten udlederreguleret eller bliver reguleret på baggrund af deres foderforbrug. Disse retningslinjer er bl.a. på indretning og drift, maks. årlig og daglig udledning, egenkontrol og krav til udnyttelse og kvaliteten af det anvendte foder.
Udvidelser og ændringer af dambrug, som indebærer forøget forurening, skal endvidere godkendes efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.
Miljøgodkendelser af dambrugInden 1. januar 1999 skulle alle dambrug søge om en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. I Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 tages der i højere grad udgangspunkt i det enkelte dambrugs konkrete forhold, end det er tilfældet i dambrugsbekendtgørelsen.
Kommunerne træffer afgørelse om miljøgodkendelse og vandforsyning til dambrug, og kommunerne fører tillige tilsyn med dambrugene. Kommunernes afgørelser kan påklages til Miljøklagenævnet
Miljøstyrelsen har ansvar for den overordnede administration af ferskvandsdambrug, herunder udarbejdelse af vejledende regler på området.