Det er vigtigt for producenter, importører, distributører og downstream brugere at kende reglerne i de to EU forordninger: REACH og CLP. Det er også vigtigt at se på, hvordan de to forordninger spiller sammen.
REACH forordningen (EF Nr. 1907/2006) er den praktiske udmøntning af en ny europæisk Kemikaliepolitik. Målet med REACH er at sikre et højt beskyttelsesniveau for mennesker og miljø og at øge virksomhedernes konkurrenceevne og innovation.
REACH medfører, at alle virksomheder får mere grundlæggende information om kemiske stoffers miljø- og sundhedsfarlige egenskaber og større ansvar for at håndtere kemikalier forsvarligt.
CLP forordningen (EF nr. 1272/2008) beskriver de nye regler for klassificering, emballering og mærkning af kemiske stoffer og blandinger. Målet med CLP forordningen er at indføre GHS (det globalt harmoniserede system under FN) og fremme international handel gennem ensartet klassificering og mærkning på globalt plan.
Stoffer skal klassificeres og mærkes efter reglerne i CLP fra den 1. december 2010 og blandingerne fra den 1. juni 2015, men man må gerne bruge reglerne i CLP allerede nu.
Reglerne om klassificering og mærkning er samtidig et nødvendigt redskab i implementeringen af REACH, idet klassificeringen af et stof er et redskab til at beskrive stoffets farlighed i forhold til menneskers sundhed og miljøet. REACH bygger videre på denne farevurdering og inddrager, hvis relevant også eksponering for at vurdere risiko og REACH giver også mulighed for at inddrage økonomiske hensyn.
Klassificeringen af kemiske stoffer kan ses som grundstenen under både REACH og megen anden kemikalielovgivning.
Det er for eksempel altid nødvendigt at vurdere hvorledes et stof skal klassificeres, når et stof skal registreres under REACH. Det er bl.a. også stoffets klassificering, der bestemmer, om der skal udarbejdes kemikaliesikkerhedsrapport og eksponeringsscenarier som en del af registreringsdossieret. Desuden er kravene om sikkerhedsdatablade også knyttet op på klassificeringen.
De stoffer, der kan komme på Godkendelsesordningen og/eller kandidatlisten under REACH er ligeledes delvist udvalgt ud fra deres klassificering.
Det drejer sig nemlig om stoffer klassificeret som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionsskadelige i kategori 1 eller 2 ifølge det gamle klassificeringssystem eller kategori 1A eller 1B ifølge CLP.
Herudover kan de såkaldte PBT (persistente, toksiske, bioakkumulerende) eller vPvB (very persistent, very bioaccumulating) stoffer samt stoffer med egenskaber der giver anledning til lignende bekymring, f.eks. hormonforstyrrende stoffer optages på kandidatlisten eller godkendelsesordningen.
PBT-stoffer og vPvB-stoffer vil ofte være klassificerede med risikosætningen R50 eller R 50/53 efter den gamle klassificeringsordning. Efter den nye klassificeringsforordning vil de findes blandt stoffer, der skal klassificeres Aquatic Acute 1, Aquatic Chronic 1 eller Aquatic Chronic 4 (miljøfare). Hormonforstyrrende stoffer vil ofte være klassificeret reproduktionsskadelige.
Registrering og ansøgning om godkendelse skal ske til EU’s kemikalieagentur
KontaktREACH Helpdesk:
CLP helpdesk:
Det bedste sted at finde oplysninger om REACH er på Kemikalieagenturets hjemmeside.
Læs om revision af REACH Forordningens bilag på Kommissionens hjemmesider: