Danmark har en politisk målsætning om, at drikkevand skal være "rent" grundvand, der kun har gennemgået en simpel vandbehandling. Grundvandet kan imidlertid være forurenet med stoffer, som findes naturligt i de jordlag vandet hentes op fra, eller med kemikalier som kommer fra landbruget, husholdninger og virksomheder. Miljøstyrelsen fastsætter kvalitetskriterier for drikkevand og grundvand for By- og Landskabsstyrelsen, sådan at drikkevandet er sundhedsmæssigt forsvarligt, ser rent ud og er uden farve, smag eller lugt.
Desuden fastsætter Miljøstyrelsen kvalitetskriterier for vandmiljøet (søer, vandløb og havet) for at beskytte de dyr og planter, der lever vandet.
Kvalitetskriterier for drikkevand Kvalitetskriterier for drikkevand er fastsat af hensyn til borgernes sundhed. Normalt fastsættes kriteriet for det enkelte stof ud fra en "tolerabel daglig indtagelse", hvor kun 10 % af denne må stamme fra drikkevandet, hvis stoffet også kan forekomme i fødevarer og luften. For eksempel kan der findes rester af pesticid i både fødevarer og i drikkevand.
Grundvandskvalitetskriteriet Grundvandskvalitetskriteriet gælder for grundvandsmagasiner, der bruges eller kan bruges til at hente drikkevand fra. Kvalitetskriterier for grundvand bliver fastsat ud fra, at grundvandet skal kunne opfylde kravene til drikkevand efter en simpel vandbehandling.
Kvalitetskriteriet for grundvand er for nogle stoffer lavere end kvalitetskriteriet for drikkevand. Det hænger sammen med, at kvaliteten af drikkevandet også kan blive påvirket af andre kemikalier på sin vej til vandhanen – blandt andet de kemikalier man bruger til at behandle vandet, og de kemikalier der kommer fra det materiale vandledninger og vandrør er lavet af.
Grundvandskriterierne bruges til at fastsætte krav til grundvandet under forurenede grunde, ved offentligt finansierede oprydninger, og når man skal beslutte, hvordan man skal deponere restprodukter fra affaldsforbrænding. Det er således ikke hensigten med grundvandskvalitetskriterierne, at forureningsindholdet i grundvandet kan øges hertil. Kvaliteten af grundvandet skal tilstræbes renest muligt, og grundvandet må ikke ”fyldes op” til de fastlagte drikkevandskrav.
Kvalitetskriterier for vandmiljøet Kvalitetskriterier for vandmiljøet (søer, vandløb og havet) fastsættes på baggrund af kemiske stoffers effekter på de dyr og planter, der lever i vandet. Vandkvalitets-kriteriet er det koncentrationsniveau, hvorunder det skønnes, at stoffet ikke giver skader på vandmiljøet.
Kvalitetskriterierne for vandmiljøet bruges til at begrænse og styre spildevandsudledninger fra industrier, som ligger tæt på søer eller vandløb.
Vil du vide mere om grænseværdier for kemikalier i vand: Kontakt: Miljøstyrelsen Kemikalier (tlf. 72 54 45 04, mail: ) Miljøstyrelsen Pesticider og genteknologi (tlf. 72 54 46 17, mail: ) By og Landskabsstyrelsen, Vandområdet. (tlf: 72 54 47 00, e-mail: )
De gældende kvalitetskrav til drikkevand finder du her:
Bekendtgørelsen om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg nr. 1449 af 11. december 2007 (på retsinfo.dk)
Links til Miljøstyrelsens hjemmeside:
Liste over kvalitetskriterier for drikkevand for stoffer, der ikke er nævnt i bekendtgørelse nr. 1449 af 11. december, findes bagest i:Liste over kvalitetskriterier i relation til forurenet jord (word)
Datablade for stoffer med jord og drikkevandskvalitetskriterier
Vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 3, 2005 (pdf-version)
Principper for fastsættelse af vandkvalitetskriterier for stoffer i overfladevand. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 4, 2004 (pdf-version)
Vejledning om hvordan man beregner drikkevandkvalitetskriterier kan findes her:Metoder til fastsættelse af kvalitetskriterier for kemiske stoffer i jord, luft og drikkevand med henblik på at beskytte sundheden. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 5, 2006. (pdf-version)
Links til By og Landskabsstyrelsens hjemmeside:
Kvalitetskrav for overfladevand (søg i database)
For at forbedre kvaliteten af vores indhold, vil vi gerne høre, hvordan du vurderer denne side.
Er der tilstrækkelig information, mangelfuld information eller var det ikke lige det du søgte?
Send en mail til Miljøministeriets Informationscenter