Grænseværdier for kemikalier i jord bruges, når man skal vurdere forurenet jord, rydde op på forurenede grunde, og når man skal rådgive mennesker, der bor på lettere forurenede grunde – det kan for eksempel være gamle fabriksgrunde og nedlagte benzinstationer.
Forurening af jorden stammer også fra trafik, luftforurening og deponering af affald. Det kan betyde, at en række beboelsesområder ligger på forurenet jord.
Miljøstyrelsen har udarbejdet kvalitetskriterier for en række kemiske forureninger, der kan forekomme i jorden. For hver kemisk forurening er der fastsat op til tre kvalitetskriterier:
Forurenet jord skal vurderes i forhold til alle tre kvalitetskriterier. Det betyder, at selvom jordkvalitetskriteriet er overholdt, så kan der stadig være problemer med at jorden afgiver forurenede dampe til luften indendørs eller siver ned til grundvandet.
Der findes herudover et fjerde kriterium for jord, nemlig afskæringskriteriet.
Jordkvalitetskriteriet Jordkvalitetskriteriet er det niveau, hvor jorden kan anvendes frit – også til de mest følsomme anvendelser, som bolig, børneinstitutioner og legepladser, hvor børn kan komme i direkte berøring med jorden.
Grundvandskvalitetskriteriet Grundvandskvalitetskriteriet gælder for grundvandsmagasiner, der bruges eller kan bruges til at hente drikkevand fra. Kvalitetskriterier for grundvand bliver fastsat ud fra at grundvandet efter en simpel vandbehandling skal kunne opfylde kravene til drikkevand. Grundvandskriterierne bruges til at fastsætte krav til grundvandet under forurenede grunde, ved offentligt finansierede oprydninger, og når man skal beslutte, hvordan man skal deponere restprodukter fra affaldsforbrænding.
Afdampningskriteriet Afdampningskriteriet er et tal der fortæller, hvor meget forurening, dampe fra jorden må afgive til udeluften eller til den indendørs luft, og dermed påvirke indeklimaet. En forurening med et flygtigt stof, som ligger under et hus, kan i nogle situationer dampe ind i bygningen. Afdampningskriteriet er som udgangspunkt lig med luftkvalitetskriteriet.
Afskæringskriteriet Afskæringskriteriet er det forureningsniveau, hvor man bør rydde op eller dække med fast belægning, som for eksempel fliser, så mennesker ikke kommer i kontakt med jorden, hvis grunden bruges til boliger, børneinstitutioner eller legepladser. Der er kun fastlagt afskæringskriterier for visse immobile og forholdsvist persistente kemikalier (tungmetaller og polyaromatiske kulbrinter (PAH) samt tunge kulbrinter).
Hvis forureningens størrelse er mellem jordkvalitetskriteriet og afskæringskriteriet, er de sundhedsmæssige effekter forholdsvis små. I forhold til sådanne forureninger vil myndighederne rådgive om, hvordan man bedst undgår at blive påvirket af forureningen. For eksempel, at børn får vasket hænder, når de har været ude at lege, og at frugt, bær og grøntsager vaskes grundigt, inden de spises.
Vil du vide mere om grænseværdier for kemikalier i jord:Kontakt: Miljøstyrelsen Jord & Affald (tlf. 72 54 46 13, mail: ) Miljøstyrelsen Kemikalier (tlf. 72 54 45 04, mail: )
Links til Miljøstyrelsens hjemmeside:Liste over jordkvalitetskriterier, afskæringskriterier, grundvandskvalitetskriterier og afdampningskriterier 2010.pdf
Miljøstyrelsens vejledning nr. 6, 1998, om oprydning på forurenede lokaliteter (pdf-dokument)Vejledning i hvordan den offentlige undersøgelses- og oprydningsindsats bør tilrettelægges, herunder også hvordan kriterierne anvendes.
Miljøstyrelsens vejledning nr. 7, 2000, om rådgivning af beboere på lettere forurenede grunde.(pdf-dokument)Vejledning i hvordan der kan tages forholdsregler mod jord, der er forurenet i koncentrationer mellem jordkvalitetskriterierne og afskæringskriterierne.