Triclosan er et bakteriedræbende kemikalie, der blandt andet bruges i kosmetiske produkter såsom tandpastaer eller deodoranter og i visse andre forbrugerprodukter såsom rengøringsmidler og tøj.
KosmetikDe kosmetiske produkter, der indeholder triclosan, er typisk tandpasta, deodoranter, hudplejemidler og fodplejemidler. I kosmetik kan triclosan bruges enten i små mængder som konserveringsmiddel eller i større mængder som et kemikalie, der gør produktet bakteriedræbende.
Reglerne for kosmetik siger, at alle ingredienser skal fremgå af indholdsdeklarationen – så uanset hvad formålet med triclosan er, skal det stå på indholdsdeklarationen, om et produkt indeholder triclosan.
Miljøstyrelsen lavede i 2005 en kortlægning over forbruget af triclosan i Danmark. Den viste at forbruget af triclosan er faldet med 54 % i perioden 2000 til 2004. Dette fald er sket efter at Miljøstyrelsen og en række andre myndigheder kom ud med en anbefaling om at fravælge produkter med triclosan.
Undersøgelsen viste også, at kosmetiske produkter er langt den største bidragsyder til mængden af triclosan med 99 % af den totale mængde, hvor størstedelen stammer fra produkter til tandhygiejne. Faldet i mængden af triclosan i tandhygiejneprodukter i omtalte periode var på 37 %, mens det for en gruppe af andre kosmetiske produkter var på 85 %. Den totale mængde af triclosan i kosmetiske produkter var i 2004 på 1787 kg.
RengøringsmidlerIfølge EU’s forordning om vaske- og rengøringsmidler, skal alle desinfektionsmidler og konserveringsmidler i vaske- og rengøringsmidler, der sælges til forbrugerne, deklareres på emballagen. Det gælder uanset hvor små mængder, produktet indeholder.
Miljøstyrelsens kortlægning fra 2005 viste relativt beskedne mængder af triclosan i rengøringsmidler med et fald på 46 % i perioden 2000-2004. Den totale mængde af triclosan i rengøringsmidler var i 2004 på 21,6 kg.
For rengøringsmidler, der alene sælges til erhvervsmæssig brug, gælder det, at deklarationen ikke behøver at være på emballagen, såfremt de tilsvarende oplysninger findes i form af tekniske datablade, sikkerhedsdatablad eller lignende.
Andre forbrugerprodukterMiljøstyrelsen foretog i 2002/2003 en undersøgelse, hvori der blev analyseret for indhold af 6 bakteriedræbende kemikalier i 19 forskellige beklædningsgenstande. Der blev fundet indhold af triclosan i fem produkter, nemlig i et par dametrusser, en sandal, to par cykelshorts og et par skiunderbukser.
Undersøgelsen viser, at brugen af antibakterielt behandlede tekstiler og sko er mest udbredt inden for beklædning til sportsudøvere. Samtidig bekræfter undersøgelsen, at de antibakterielle midler markedsføres under flere forskellige navne.
Der er ikke krav til, at denne type forbrugerprodukter skal have fuld indholdsdeklaration. Man skal derfor se efter, om produkterne sælges som værende "antibakterielle", "meldug resistente", "bakteriehæmmende" eller lignende, da det betyder, at de kan indeholde et bakteriedræbende kemikalie.
Vurdering af triclosan i EUTriclosan bliver i øjeblikket vurderet som desinfektionsmiddel (biocid) i EU og Danmark er det land, som er ansvarlig for at udarbejde vurderingsrapporten. Når rapporten i løbet af 2012 er blevet diskuteret i EU, vil flere oplysninger om stoffet blive gjort tilgængelige på vores hjemmeside.
Hyppigt stillede spørgsmål om triclosan
Hvordan ved jeg, om der er triclosan eller andre bakteriedræbende kemikalier i et produkt?Alle kosmetiske produkter skal have en fuld indholdsdeklaration – og af denne kan man se, om produktet indeholder triclosan. For rengøringsmidler er der krav om, at desinfektionsmidler og konserveringsmidler i vaske- og rengøringsmidler, der sælges til forbrugerne, deklareres på emballagen. Med hensyn til produkter som sportstøj, skærebrætter og lignende skal du holde øje med, om produkterne sælges som værende "antibakterielle", "bakteriehæmmende" eller lignende.
Er der andre ord for triclosan?"Irgasan", "Actisan", "Tinosan", "Lexol", "Ster-Zac", "Irgacid", "Irgaguard" og "Irga-care" er synonymer for triclosan. På indholdsdeklarationen for et kosmetisk produkt må der ikke bruges synonymer – her skal navnet triclosan bruges.
Virker tandpasta med triclosan bedre end almindelig tandpasta?Grundig tandbørstning med almindelig tandpasta er fuldt ud lige så effektiv som tandbørstning med tandpasta med triclosan. Hvis du mener, du har brug for en særlig tandpasta, så spørg din tandlæge til råds.
Mere viden:Triclosan i forbrugerprodukter, 2002Antibakterielle midler i beklædningsgenstande, 2003Kortlægning af triclosan, 2006