FAQ Fokus på særlige produkter

De generelle mærkningskrav er ikke ændret. Dog er der indført et ekstra krav om mærkning af kosmetiske produkter indeholdende nanomaterialer. Alle bestanddele indeholdt i form af nanomaterialer skal angives klart i listen over bestanddele. Navnene på alle sådanne bestanddele skal følges af ordet »nano« i parentes.
Det er din pligt at sørge for, at dit produkt er mærket ordentligt.

Det er tilladt allerede nu at følge Forordningen om kosmetiske produkter(Nr. 1223/2009). De nye regler skal efterleves senest 11. juli 2013, dog med den undtagelse, at anmeldelse af kosmetiske produkter med nanomaterialer skal ske fra 11. januar 2013.

Reglerne er for hovedparten uændret. De primære ændringer er, at der kommer krav til at alle kosmetiske produkter skal anmeldes til EU-kommissionen, og at det skal fremgå af anmeldelsen hvis det kosmetiske produkt indeholder nanomaterialer.

Samtidig er der kommet krav til mærkning af nanomaterialer samt en mere detaljeret beskrivelse af det kosmetiske produkts sikkerhedsrapport. Hvis man markedsfører kosmetiske produkter, er det en god ide at afklare sin rolle og sine forpligtigelser i henhold til den nye forordning.

Et kosmetisk produkt defineres ifølge reglerne som:

”Ethvert stof eller enhver blanding, der er bestemt til at komme i kontakt med dele af det menneskelige legemes overflade (hud, hovedhår eller anden hårvækst, negle, læber og ydre kønsorganer) eller med tænderne og mundens slimhinder, udelukkende eller hovedsageligt med henblik på at rense og parfumere dem, at ændre deres udseende, at beskytte dem, holde dem i god stand eller korrigere kropslugt.”

Du skal kende til reglerne i kosmetikdirektivet/kosmetikforordningen, da det er dit ansvar, at produkterne lever op til disse regler.

Virksomheder der eksporterer kosmetiske produkter ud af EU, kan anmode om at få udstedt et eksportcertifikat hos Miljøstyrelsen.

Kosmetik må ikke markedsføres på en sådan måde, at det kan vildlede forbrugeren om produktets anvendelse og risiko.

Frem til 11. juli 2013:
Kosmetik skal anmeldes til Miljøstyrelsen, hvis produktet bliver produceret i Danmark, eller hvis det importeres til Danmark fra et land uden for EU, og Danmark er det første modtagerland indenfor EU. I disse to tilfælde skal du anmelde markedsføringen af produkterne.

Læs mere om at anmelde et kosmetisk produkt her

Hvis produkterne, du importerer, markedsføres lovligt i et andet EU-land, dvs. at de er anmeldt, kan du frit markedsføre dem i Danmark, så længe de overholder kosmetikbekendtgørelsen.

Fra 11. juli 2013 skal du have anmeldt dine produkter til EU-kommissionen. Du kan begynde at anmelde dine produkter fra 11. januar 2012.

Læs mere om den ansvarlige persons forpligtelser her

Læs mere om distributørens forpligtelser her

Ja. Anlæg til offshore er omfattet af bekendtgørelsen, idet de betragtes som landfaste med Danmarks kontinentalsokkel.

Anlæg på Færøerne og Grønland er kun omfattet af bekendtgørelsen, hvis myndighederne på Færøerne og Grønland vælger at følge den danske bekendtgørelse og indføre den i deres egen lovgivning.

Nej, dem betragter vi ikke som mobile anlæg, men stationære. Når der skelnes mellem stationære og mobile anlæg, er det afgørende, om anlægget er i bevægelse under brug eller ej.

Den samme tolkning finder du også i EU’s forordning om f-gasser. Her bliver stationære anlæg defineret som: " En anvendelse eller et anlæg, som ikke normalt er i bevægelse, når det er i brug". 

Hvis et anlæg placeres i en container i en kortere eller længere periode, skal dette køleanlæg betragtes som et stationært køleanlæg. Stationære anlæg, der er flyttet, skal tæthedsprøves, inden der påfyldes kølemiddel, jf. Arbejdstilsynets regler.

Hvis du eksempelvis anvender det samme flytbare anlæg på samme matrikel som året før, er der ikke tale om et nyt anlæg. Der er primært tale om de såkaldte ”containeranlæg” til skøjtebaner.

Du må gerne placere anlægget på forskellige steder inden for samme matrikel, således at det passer bedre til det omkringliggende areal/trafik el. lign.

Hvis det ”flytbare anlæg” placeres på en anden matrikel, vil anlægget som udgangspunkt blive betragtet som nyt.

Nej, mobile anlæg er ikke omfattet af den danske bekendtgørelse.

Det er kun nye stationære køleanlæg med fyldninger over 10 kg HFC eller under 150 gram HFC, der er omfattet af det danske forbud.

De eksisterende køleanlæg med fyldninger over 10 kg HFC eller under 150 gram HFC må forsat serviceres.

Som udgangspunkt er det ikke muligt at få en generel dispensation til at anvende et bestemt HFC-kølemiddel til samme type af anlæg.

Det skyldes, at det af bekendtgørelsen fremgår, at det kun er i særlige tilfælde, at det generelle forbud kan fraviges.

Det betyder, at en eventuel dispensation skal vurderes individuelt case-by-case. Hvis anlægget og anvendelsen af kølemiddel opfylder et af de kriterier, der er som udgangspunkt kræves for at få dispensation, vil tilladelsen være begrænset til kun at gælde det konkrete anlæg.

Det skal forstås som HFC-fyldning pr. kølekreds.

Forudsætningen er, at der maksimalt kan ske et samlet tab på 10 kg HFC ved typisk forekommende uheld og lækager, såsom knækkede rør, metaltræthed i bælg-apparater, defekte pakninger m.m.

Kølekredsløbene skal desuden være fuldstændigt adskilte og uafhængige af hinanden, således at enhver komponent i et kølekredsløb kan udskiftes, uden at det påvirker andre kølekredsløb.

Fyldningsgrænsen gælder for det enkelte lukkede, selvstændige kølekredsløb, som indgår i en enhed/installation, der samlet set danner et køleanlæg, en varmepumpe, et airconditionanlæg (komfortkøling) eller en affugter, når kølekredsløbene i øvrigt er fuldstændigt adskilte og uafhængige af hinanden.

Der gøres opmærksom på, at anlæg til permanent opstilling ikke er designet som transportanlæg og derfor ikke må transporteres med kølemiddel påfyldt.

Det vil være tilladt at forbinde flere kølekredsløb med fyldninger under 10 kg HFC til samme kølested. Eksempelvis kan to eller flere separate køleanlæg betjene samme kølerum eller samme koldtvandskreds. For kølekredsene gælder 10 kg grænsen for hvert enkelt kredsløb, der indgår i den samlede enhed/installation. Det forudsættes, at der ikke installeres anlæg, der miljømæssigt samlet er dårligere end anlæg baseret på alternativer til HFC-holdige anlæg. Slutbrugere, rådgivere, kølemontørerne m.fl. har alle et samlet ansvar for, at der ikke installeres HFC-holdige anlæg, hvor der med fordel kunne være anvendt HFC-fri løsninger ud fra en samlet miljømæssig vurdering (såvel direkte drivhuseffekt fra kølemidlet som indirekte drivhuseffekt fra elproduktion).

Det er vigtigt, at der ikke sker en bevist omgåelse af reglerne og formålet med disse, herunder undgå at anvende alternativer til HFC. Der bør derfor ikke anvendes HFC i køleanlæg m.m., hvor der findes miljømæssigt gode alternativer til HFC. Og der bør heller ikke disponeres på en usædvanlig måde, uden der foreligger en reel begrundelse i den konkrete situation. Hvis det formodes, at reglerne bevidst bliver omgået, vil Miljøstyrelsen se nærmere på dette.

Udgangspunktet er, at der ved uheld højst må kunne tabes maks. 10 kg HFC. Det er afgørende, at der er tale om adskilte kølemiddelkredse og ikke om kredsene har fælles eltavle og mikroprocessor eller er i samme kabinet.

I praksis skal der således være tale om 2 eller flere helt uafhængige kølesystemer, således at et uheld på den ene kreds ikke på nogen måde må kunne påvirke den anden eller de andre kredse ved f.eks. trykstigning el. lign. Derfor vil et chilleranlæg som 2-kredssystem med 2 uafhængige kølekredsløb tilkoblet en fælles pladeveksler med 2 uafhængige kølekredsløb ikke være tilladt.

For at kølesystemet til varmegenvinding skal være lovligt at installere, skal forbruget af elektricitet til drift af varmegenvindingsanlægget som udgangspunkt være omfattet af § 11, stk. 3 i lov om afgift af elektricitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 421 af 3. maj 2006 eller den genvundne varme være omfattet af enten § 11, stk. 9 – 11 i lov om afgift af elektricitet, § 11, stk. 9 – 11 i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 3. april 2006, § 10, stk. 9, 10 og 12 i lov om afgift af naturgas og bygas, jf. lovbekendtgørelse nr. 298 af 3. april 2006 eller § 8, stk. 8 – 10 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks, jf. lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998, der senest er ændret ved lov nr. 512 af 7. juni 2006. Med andre ord: Hvis der skal betales ”varmegenvindingsafgift”, vil anlægget som udgangspunkt være omfattet af undtagelsen. Indsættelse af en varmeveksler, der i perioder muligggør hel eller delvis udnyttelse af overhednings- og kondenseringsvarmen, gør det ikke i sig selv lovligt at anvende op til 50 kg HFC.

Præcisering pr. 29.04.08. Da ovenstående har givet anledning til en del spørgsmål skal det præciseres, at intentionen med ovenstående fortolkning var at sikre, at anlæggene i praksis bliver anvendt og ikke kun eventuelt ville kunne anvendes, hvis ejeren fandt det hensigtsmæssigt. Bygningsreglementet siger, at ”ventilationsanlæg skal udføres med varmegenvinding med en temperaturvirkningsgrad på mindst 65 %”lægger op til, at anlæggene skal etableres og have en virkningsgrad på mindst 65%. Det betyder, at varmegenvinding vil foregå under normale forhold. Anlæg til varmegenvinding etableret p.g.a. dette krav i bygningsreglementet vil dermed være omfattet af undtagelsen, og kan således indeholde op til 50 kg HFC.

Almindelig servicering og vedligehold omfatter f.eks. udskiftning af køleanlæggets enkeltdele med tilsvarende (nye eller brugte) enheder af tilsvarende størrelse/kapacitet/effekt. Udgangspunktet for lovlig servicering og vedligehold er, at der ikke sker en stigning i HFC-mængden.

I visse tilfælde kan servicering omfatte udskiftning af dele, der medfører, at fyldningen med HFC-kølemiddel ændrer sig. Sker dette på anlæg med en fyldning mellem 150 gram og 10 kg, skal du være opmærksom på, at du kan blive omfattet af forbudet. Falder den samlede fyldningsmængde til enten under 150 gram eller over 10 kg, betragtes anlægget principielt som nyt. Det bliver hermed omfattet af det generelle forbud, og en eventuel fortsat drift kræver dispensation fra Miljøstyrelsen.

Almindelig servicering omfatter f.eks. udskiftning af køleanlæggets enkeltdele med tilsvarende (nye eller brugte) enheder af tilsvarende størrelse/kapacitet/effekt. Dette indebærer, at også sammenbyggede kompakte, mindre enheder bestående af kondensator, receiver og kompressor kan udskiftes, uden at der bliver tale om et nyt anlæg.

Bemærk, at det ikke tilladt at udvide anlægget, således at fyldningen med HFC-kølemiddel bliver større. For eksempel er det ikke tilladt at udvide anlægget med en receiver, således at der skal fyldes mere kølemiddel på det eksisterende anlæg, ligesom det heller ikke er tilladt at påfylde mere kølemiddel, således at anlægget overskrider 10 kg’s grænsen.”

Forbudet i bekendtgørelsen skal fortolkes således, at nye køleanlæg m.v. ikke må tages i anvendelse efter 1. januar 2007, uanset om de måtte være solgt før denne dato. Det vil altså sige, at et nyt anlæg ikke må tages i brug/i anvendelse efter 1. januar 2007, selvom der før 1. januar 2007 indgås en kontrakt, hvor leveringen af anlægget er aftalt til efter denne dato.

Det er således ibrugtagningstidspunktet/ anvendelsestidspunktet og ikke tidspunktet for kontraktindgåelsen, der er afgørende for lovligheden af et nyt anlæg.

I følge dansk lovgivning er det ikke forbudt at importere selve anlægget, men at importere, anvende og sælge anlæg, der indeholder HFC som kølemiddel med en fyldningsmængde over 10 kg.

Derfor er det tilladt at sælge et ”tomt” anlæg til en anden virksomhed i Danmark, som herefter eksporterer anlægget til et tredjeland, der påfylder anlægget med HFC. Det er dog en forudsætning, at tredjeland ikke har indført forbud mod at anvende HFC som kølemiddel over 10 kg.

Salg til udlandet af anlæg/produkter, der er omfattet af forbud i bekendtgørelsen, er lovligt; dog skal der være tale om direkte salg uden mellemled i Danmark.

Man må således gerne producere/samle/påfylde anlæg eller produkter, der derefter eksporteres direkte, mens salg til anden virksomhed i Danmark, der vil eksportere, ikke er lovligt, da dette vil være omfattet af bekendtgørelsens § 2, stk. 1.

Må man f.eks. konvertere fra R22 til HFC efter 1. januar 2007?

En udskiftning af kølemiddel vil blive betragtet som etablering af et nyt anlæg. Dette er derfor kun lovligt, hvis fyldningen er mellem 150 gram og 10 kg HFC.

Dette gælder også, selv om der er tale om et drop-in kølemiddel ved f.eks. reparation el. lign, ligesom det ikke er tilladt at konvertere fra et HFC kølemiddel til et andet, med mindre fyldningen ligger mellem 150g og 10 kg.

Nej, de erhvervsdrivende skal kun registrere de andre erhvervsdrivende som de har leveret elektrisk og elektronisk udstyr til eller fået leveret elektrisk og elektronisk udstyr fra.

Det er muligt at søge om, at den specifikke anvendelse undtages fra reglerne i RoHS Direktivet. I Artikel 5 står der beskrevet, hvordan man søger om en undtagelse. Hvis undtagelsen bliver vedtaget, er den direkte gældende i alle EU-lande.
 
Her finder du RoHD Direktivet: EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2011/65/EU af 8. juni 2011 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr

Ja

Ja, selv om man ikke er lagerførende er man fortsat omfattet af RoHS-bekendtgørelsen.

Salg af udstyr, hvor der reelt ikke flyttes noget fysisk, betyder ikke, at man ikke at man fritages fra at overholde reglerne i RoHS-bekedntgørelsen.

Miljøstyrelsens holdning er, at produkter, der kun har til formål at pynte, må anses som smykker.

Produkter som halskæder, øreringe, piercingsmykker, diademer, armbånd, ankelkæder, fingerringe, tåringe, brocher etc. hører derfor under kategorien smykker.

Produkter som briller, solbriller, bælter, hårspænder, ure,  o.l. hører ikke under kategorien smykker, fordi de har en funktion, ud over at de måske pynter. Det er dog muligt, at der kan forekomme produkter, der vil ligge i en gråzone.

ppm betyder parts per million, dvs. antal mg per kg.
100 ppm er det samme som 0,01%.

Der findes metoder, der ofte anvendes. En metode kan være en måling med et XRF-apparat, det kalder man også en røgtenscreening. Screeningen er billig, men er kun præsis omkring de 0,01 % (100 ppm) hvis objektet, der måles på er relativt stort og plant.

Den anden metode er den såkaldte destruktive analyse, hvor metallet opløses i syre og blykoncentrationen måles f.eks. ved ICP-MS. Målingerne udføres i kommercielle laboratorier og der er stor prisforskel på de to metoder.

Ja, bly i krystalgals er undtaget for reglerne og må indeholde bly. Hvis der ikke er tale om krystalglas, men almindelig glas, må der ikke være bly i glasset.

Nej, der findes ingen standarddokumenter til køb og salg af større partier, men alle der sælger smykker skal på passende vis kunne dokumenterer at deres produkter overholder loven.

Ja, der er tale om nationale regler, som er notificeret i EU, før bekendtgørelsen trådte i kraft.

Ifølge købeloven kan man få pengene tilbage, hvis man har købt et ulovligt produkt.

Hvis du med sikkerhed ved at smykket indeholder bly, skal det afleveres sammen med andet kemikalieaffald.
 

For nikkel er der tale om et EU-direktiv, mens der for bly, cadmium og kviksølv er tale om danske regler.

Reglerne om nikkel findes i EU-direktiverne:
94/27/EF og
2004/96/EF.

På vores engelske hjemmeside kan du finde Faktaark om reglerne på engelsk, som du kan henvise dine leverandører til.

Ifølge Miljøstyrelsens oplysninger, er der bly i visse mineraler og krystaller, men ingen af disse anvendes til smykker.

Stofferne og deres anvendelse kan du se her:

Galena, PbS (Blyproduktion)
Cerussite PbCO3 (Blyproduktion)
Mimetite Pb5(AsO4)3Cl (Blyproduktion i mindre grad)
Vanadinite Pb5(VO4)3Cl (Vanadiumproduktion)
Crocoite PbCrO4 (ingen anvendelse)
Wulfenite PbMoO4 (Molybdænproduktion)

Hvis smykkerne er produceret i udlandet, er det i første omgang den danske importør der er ansvarlig. Men faktisk er alle led i salgskæden ansvarlige, dvs. også forhandlere.

Hvis smykkerne er produceret i Danmark er producenten også ansvarlig.

Ja, for nikkel findes der en test du kan købe på apoteket og selv udføre.

For de øvrige metaller findes der så vidt Miljøstyrelsen er orienteret ingen standardtest du selv kan lave. I stedet kan du henvende dig på et kommercielt laboratorie og betale for at få målt indholdet af metaller.