Lov om forurenet jord trådte i kraft den 1. januar 2000. Den regulerer det samlede jordforureningsområde og erstatter den tidligere lovgivning i affaldsdepotloven, værditabsloven og de dele af miljøbeskyttelsesloven, som specifikt regulerede jordforurening.
Siden jordforureningsloven trådte i kraft har der løbende været ændringer af loven. Den sidste mest omfattende lovændring blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget den 24. maj 2006.
Formålet med lovændringen var at målrette og prioritere jordforureningsindsatsen, at forenkle bestemmelserne om kortlægning og at mindske ulemperne for borgerne, samtidig med at det høje sundhedsmæssige beskyttelsesniveau blev bevaret. Den 1. januar 2007, samtidig med kommunalreformen, trådte hovedparten af lovændringen i kraft.
Foruden lovændringen af 24. maj 2006 er jordforureningsloven fulgt op af forskellige bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og pjecer.
Som følge af kommunalreformen er det fra 1. januar 2007 regionerne, der står for den offentlige indsats på jordforureningsområdet.
Regionerne kortlægger forurenede arealer, rådgiver om anvendelsen af forurenede arealer og står for eventuel oprydning eller andre tiltag, der har til formål at mindske risikoen ved forurenede arealer.
Andre opgaver på jordforureningsområdet varetages af kommunerne herunder områdeklassificeringen af lettere forurenede arealer og udstedelsen af tilladelser til bygge- og anlægsarbejder på kortlagte arealer.