Miljøstyrelsen har udarbejdet standardvilkår for 22 listepunkter, der er optaget på bilag 2 til godkendelsesbekendtgørelsen. Disse "branchebilag" med standardvilkårene og de præcise oplysninger, der kræves for ansøgninger inden for den pågældende branche, er optaget i godkendelsesbekendtgørelsens Bilag 5.
Standardvilkårene er udarbejdet af Miljøstyrelsen i samarbejde med de respektive brancher og kommuner. Standardvilkårene omhandler virksomhedernes indretning og drift, emissionsgrænseværdier for væsentlig luftforurening samt vilkår om egenkontrol mv.
Standardvilkårene er udarbejdet, så de er repræsentative for de typiske virksomheder inden for en bestemt branche, og vilkårene er baseret på den bedste tilgængelige teknik inden for branchen. Standardvilkårene er udarbejdet, så de dækker alle nødvendige vilkår, bortset fra vilkår om støj og spildevand og evt. lugtgrænseværdier incl. egenkontrolvilkår for disse parametre.
Hvis virksomheden har aktiviteter, der ikke er beskrevet under anvendelsesområdet i det relevante afsnit i bilag 5, skal godkendelsen suppleres med de nødvendige krav. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der til virksomheden er knyttet et energianlæg. I så fald skal der fastsættes de nødvendige vilkår i forhold til energianlægget i overensstemmelse med Luftvejledningens kapitel 6.
Det er ikke altid muligt at udfylde alle standardvilkår på forhånd, f.eks. fordi et vilkår kan afhænge af produktionens størrelse på den konkrete virksomhed, eller fordi kravene fremgår af andre bekendtgørelser. I disse tilfælde er der gjort opmærksom på, at et vilkår skal udfyldes ud fra en konkret vurdering, eller at der skal indsættes krav fra andre bekendtgørelser. Sådanne vilkår er sat i kantede paranteser og indeholder f.eks. en henvisning til de relevante bestemmelser i andre bekendtgørelser eller en forklaring på, hvordan vilkåret skal udfyldes.
Et eksempel herpå er vilkår, der omhandler olietanke. Med ændringen af olietankbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 6. juli 2005, gælder kravene til overjordiske olietanke som minimumskrav for tanke på listevirksomheder. Det betyder, at de relevante krav i olietankbekendtgørelsen skal indsættes i forbindelse med meddelelsen af godkendelsen, i det omfang den pågældende virksomhed har olietanke. Det samme gælder for virksomheder, der ikke er omfattet af standardvilkår. Læs mere herOlietankbekendtgørelsen (fra www.retsinfo.dk).
Godkendelsesmyndighederne er forpligtede til at bruge standardvilkårene på bilag 5-virksomheder. En virksomhed er omfattet af bilag 5, hvis virksomhedens aktiviteter er omfattet af et eller flere listepunkter, der både er nævnt i bilag 2 og bilag 5, og hvis virksomhedens aktiviteter i øvrigt er omfattet af beskrivelsen under "Anvendelsesområde" i et eller flere afsnit i bilag 5, dvs. at virksomheden har de aktiviteter eller anvender de processer/metoder, der er beskrevet. Standardvilkårene skal anvendes ved udarbejdelse af nye godkendelser eller ved revision af allerede meddelte godkendelser.
Bemærk dog, at godkendelsesmyndighederne kun er forpligtet til at anvende standardvilkårene på verserende sager, dvs. ansøgninger der er indkommet inden standardvilkårene er trådt i kraft, hvis der ikke kan træffes afgørelse om godkendelse inden for de første to måneder efter standardvilkårenes ikrafttræden.
Årets tema i 2008 var erfaringerne med anvendelse af branchebilag. Formålet med temaet var blandt andet at finde ud af, om der var opnået administrative lettelser, om systemet opleves som effektivt og om anvendelsen af branchebilagene har givet anledning til miljømæssige problemer, der ikke kan håndteres af det nye system. Se resultaterne i notatet: Årets tema 2008 erfaringer med branchebilag
Nyhedsbrevet orienterer kommunale medarbejdere, der arbejder med miljøgodkendelser og tilsyn, om Miljøstyrelsens aktiviteter, nye regler, høringer og arrangementer.