EMAS easy metoden er en enkel metode udviklet til at hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMV’er) med at blive EMAS registreret ved at implementere et fuldt funktionsdygtigt miljøledelsessystem, der lever op til kravene i EMAS systemet.
At indføre miljøledelse vil sige, at man i alle virksomhedens funktioner ser på, hvordan miljøpåvirkningerne kan reduceres. Man får som virksomhed et klart overblik over ens energi og ressourceforbrug og mængden af affald, man producerer. Det gør det lettere at finde ud af, hvor man kan sætte ind for at begrænse ens forbrug og begrænse mængden af affald man producerer.
EMAS easy er en ny tilgang til arbejdet med miljøledelse, som er baseret på eco-mapping. Eco-mapping indebærer en kortlægning af virksomhedens interne processer med det formål at identificere virksomhedens miljømæssige påvirkninger.
Ved brug af simple tabeller og oversigter kan små og mellemstore virksomheder udvikle et miljøledelsessystem, som er tilpasset deres størrelse, økonomiske kapacitet og virksomhedskultur, og som de enten kan lade registrere med EMAS eller ISO 14001.
Med EMAS easy kan man på ti dage, med ti medarbejdere og ti stykker papir opnå en EMAS registrering. Arbejdsprocessen fra start til slut indebærer 30 trin, som skal følges af virksomheden.