Miljørigtigt byggeri i Egedal Kommune
Et miljørigtigt byggeri i Egedal Kommune viser, at der er store miljøgevinster og en god økonomi at hente ved at opføre lavenergihuse. Derudover er der økonomiske besparelser at opnå for beboerne, der i øvrigt også stilles miljøkrav til.
I Egedal Kommune blev det besluttet at stille særlige miljøkrav ved materialevalg i forbindelse med et nybyggeri af 700 boliger. Udbudsmaterialet stillede derfor krav om at energiforbruget skulle reduceres med 70% i forhold til normalt byggeri, og at der hverken måtte benyttes PVC eller trykimprægneret træ. Motivation var, at 40% af det danske energiforbrug stammer fra etablering og drift af bygninger, og at visse produkter i byggeriet kan udgøre store miljø- og sundhedsmæssige problemer. Det viste sig, at hverken bygherrer eller leverandører havde problemer med at imødekomme kravene.
Også miljøkrav til beboerne Kommunen ejer selv arealet og har derfor kunne knytte særlige bindinger på grundene i form af tinglyste servitutter, der stiller miljøkrav til beboerne. Det betyder, at man for eksempel ikke må lægge vinylgulve eller opsætte tagrender i PVC. Beboerne skal desuden bruge alternative træsorter til for eksempel hegn og carporte i stedet for trykimprægneret træ. Endelig skal regnvand opsamles i en nedgravet tank, som dels kobles til boligens vandforbrugende maskiner, dels benyttes ved vanding af udearealer. Disse krav til husejerne har ikke gjort det sværere at sælge grundene.
Et positivt regnskab Dette kan hænge sammen med, at de skærpede miljøkrav ikke har været fordyrende for nogen af parterne. Den besparelse boligejerne får ved at bruge mindre vand overgår udgifterne til at etablere vandtanken. Selve byggeomkostningerne har været ca. 350 kr. højere pr.m2 på grund af mere isolering, men det tjenes hjem igen på varmeregningen. Merudgiften til at bygge et lavenergihus bliver belånt på samme vilkår som resten af huset, dvs. gennem 30-årige realkreditlån. Beregninger viser, at der hver måned vil være overskud, når det øgede afdrag og renteudgiften holdes op mod, hvad der spares på varmeregningen. De stigende energipriser gør tilmed investeringen yderligere rentabel. Alt i alt tyder det på et positivt regnskab for både kommunen, bygherre, beboere og miljøet.