Jordens naturressourcer og biodiversitet er under pres. Befolkningstallet vokser og velstanden stiger. Mange aktører arbejder for bæredygtigt forbrug og produktion (SCP – Sustainable Consumption and Production) for at nedbringe miljø- og klimakonsekvenserne og sikre vores ressourcer bliver anvendt effektivt.
Hvorfor fokusere på bæredygtigt forbrug og produktion?Hvis resten af verdens befolkning levede efter europæisk livsstil, ville det kræve ekstra ressourcer, svarende til 2½ jordkloder. Efterspørgslen, efter naturressourcer, er steget markant over de sidste årtier og det høje forbrug påvirker jordens økosystemer.
De produkter, som vi køber i Europa, har sat aftryk på store dele af kloden, allerede før de lægges i indkøbskurven. Vores forbrug har globale konsekvenser og der sker forskellige miljøbelastninger undervejs i produktets værdikæde. Miljøpåvirkning fra udvinding af råmaterialer til bearbejdning og produktion af varer medfører fx. at dele af verdenens landbrugsjord udpines, at udledninger og affald gør skade på miljø og menneskers helbred og at fældning af regnskov medvirker til at reducere klodens biodiversitet.
Hvad indebærer bæredygtigt forbrug og produktion?At sikre bæredygtigt forbrug og produktion er en global udfordring. For at håndtere miljøproblemstillingerne undervejs i produktkæden er det nødvendigt at tage udgangspunkt i produkternes livscyklus, dvs. produkternes miljøbelastning lige fra udvinding af råmaterialer og bearbejdning af produktion, til forbrug og bortskaffelse.
Indtil nu har miljøreguleringen primært været fokuseret på en begrænset del af produkternes værdikæde, nemlig produktionsfasen indenfor EU. Se figur 1.
Væsentlige dele af miljøudfordringerne findes dog i de dele af produktkæden, der traditionelt ikke har haft hovedfokus i miljøpolitikken – henholdsvis udvinding af naturressourcer/råmaterialer, produktionen udenfor EU samt slutforbruget. Se figur 2 og 3. Derfor handler bæredygtigt forbrug og produktion både om ansvarlig leverandørstyring, bedre produkter samt bæredygtige forbrugsmønstre.
Hverken erhvervslivet, forbrugerne eller politikerne kan alene sikre den nødvendige ændring af markedet uden hjælp. Alle har en afgørende rolle for at sikre en fremtidig bæredygtig udvikling.
Et bæredygtigt marked kræver bl.a. bæredygtig innovation i form af renere teknologier, påvirkning af forbrugervalg, ved at muliggøre og tilskynde forbrugere til at vælge de miljøvenlige alternativer, samt redigering af forbrugernes valgmuligheder, ved at fjerne ikke bæredygtige produkter fra markedet. Alle elementerne kan tilskyndes af både private virksomheder, offentlige myndigheder og NGO’er.
Læs mere om den politiske rolle samt erhvervslivet og forbrugernes rolle på vejen mod bæredygtig forbrug og produktion, ved at følge linkene til venstre på skærmen.