Såfremt der foreligger særlig fare for det ydre miljø ved transport af mikroorganismer, skal afsenderen udarbejde en beredskabsplan, før transporten påbegyndes. Kravene til beredsskabsplaner er specificeret i Bekendtgørelse om transport og underretning ved markedsføring af genetisk modificerede organismer godkendt til markedsføring i et andet land inden for EU. Vær opmærksom på, at det er kravene i bekendtgørelsen, der skal overholdes. Gennemgangen nedenfor er blot en hjælp. Beredskabsplanen skal indeholde oplysninger om forholdsregler til begrænsning af virkningerne for miljø, natur og sundhed i tilfælde af uheld, herunder retningslinjer for prøvetagning. Planen skal ajourføres med regelmæssige mellemrum. Afsenderen skal sende en kopi af beredskabsplanen til Miljøstyrelsen, før en transport påbegyndes og efter hver ajourføring. Før en transport påbegyndes, påser Miljøstyrelsen, at organer og myndigheder, som kan blive berørt af uheld, på passende måde og uopfordret underrettes om beredskabsplanerne, herunder de relevante sikkerhedsforanstaltninger.Offentliggørelse af beredsskabsplaner Miljøstyrelsen har pligt til at stille beredskabsplaner til rådighed for offentligheden på styrelsens hjemmeside. Miljøstyrelsen har ingen aktuelle oplysninger om transporter af særligt miljøfarlige GMO’er
Du kan læse mere om kravene til beredskabsplaner i Bekendtgørelse om transport og underretning ved markedsføring af genetisk modificerede organismer godkendt til markedsføring i et andet land inden for EU.
Tilsyn med genteknologisk produktion foretages af Miljøstyrelsens afdeling i Roskilde.
Miljøstyrelsen samordner på vegne af miljøministeren de kommunale beredskabsplaner for olie- og kemikaliforurening efter forhandling med de berørte kommuner.