Cartagena-protokollen

Cartagena-protokollens historie
Cartagena-protokollen udsprang som en supplerende aftale mellem parterne i FN-konventionen om biologisk mangfoldighed. FN-konventionen om biologisk mangfoldighed blev underskrevet i 1992 i Rio de Janeiro under De Forenede Nationers konference om miljø og udvikling, og konventionen er senere blevet ratificeret af 187 lande.

I Konventionen om biologisk mangfoldighed’s artikel 19, stk 3 forpligtede parterne sig til at arbejde på et udkast til en supplerende protokol, der skulle have til formål at sikre et passende højt beskyttelsesniveau i forbindelse med handel og transport af levende genmodificerede organismer over landegrænser.

Den 29. januar 2000 i Montreal, Canada, godkendte parterne Cartagena-protokollen om biosikkerhed. Som navnet indikerer, var det oprindeligt hensigten at forhandlingerne skulle afsluttes og protokollen vedtages i Cartagena, Colombia, allerede i februar 1999, men her brød forhandlingerne sammen. Et år senere, i januar 2000, lykkedes det parterne at nå til enighed i Montreal.

Næsten 200 lande, deriblandt EU medlemslandene, har nu underskrevet Cartagena-protokollen og dermed tilkendegivet deres interesse for biosikkerhed og deres intentioner om at ratificere protokollen.  

Cartagena-protokollens formål og indhold
Formålet med protokollen er, at sikre et passende beskyttelsesniveau i forbindelse med sikker grænseoverskridende overførsel, håndtering og anvendelse af levende genmodificerede organismer (LMO’er), dvs. organismer som er skabt ved hjælp af bioteknologi.

Protokollen skal sikre passende beskyttelse mod denne LMO handel og transports negative virkninger for bevaring og bæredygtig udnyttelse af den biologiske mangfoldighed. Formålet med protokollen er endvidere at tage hensyn til sundhedsrisikoen for mennesker.

Eksport og import
Reglerne i Cartagena-protokollen vedrører i almindelighed kun eksport og import af LMO'er, medens den nationale regulering er overladt til landene selv. Det gælder også spørgsmålet om mærkning af hensyn til forbrugerne. Dog findes der en almindelig bestemmelse om passende kontrolperioder, før LMO'er markedsføres (art. 16), som også gælder for nationalt producerede LMO'er.

Bestemmelserne om ’grænseoverskridende bevægelser’ af LMO'er, der således er kernen i protokollen, er forskellige, afhængigt af hvilke LMO'er der er tale om.

LMO'er beregnet til udsætning i miljøet (art. 7-10)
Det strengeste system knytter sig til LMO'er som er beregnet til forsætlig udsætning i importlandets miljø. Her gælder et princip om, at der skal foreligge en aftale på forhånd, der bygger på, at alle relevante oplysninger er stillet til rådighed for importlandet af eksportlandet, før indførsel kan finde sted, også kaldet AIA-proceduren. (AIA = Advance Informed Agreement).

I forbindelse med afgørelser efter AIA-proceduren skal importlandet foretage en risikovurdering i overensstemmelse med et ret detaljeret regelsæt i protokollen (art. 15 og bilag II) og der skal også, hvis indførsel tillades, iværksættes forholdsregler med henblik på at regulere, forvalte og kontrollere identificerede risici. (art. 16)

LMO'er beregnet til fødevarer, foder eller forarbejdning (art. 11)
For så vidt angår LMO'er, der er beregnet til fødevarer, foder eller forarbejdning, gælder et andet regelsæt. Bestemmelserne går ud på, at eksportlandet inden 15 dage skal stille relevante oplysninger i forbindelse med deres godkendelse af sådanne varer til rådighed for potentielle importlande via protokollens ’Clearing-House’ mekanisme eller eventuelt i form af skriftligt materiale, der sendes direkte til eventuelle importlande.

Eventuelle importlande har herefter ret til at tage beslutning om, hvorvidt man vil acceptere importen, enten i henhold til nationale regler herom, eller- hvis der er tale om ulande eller lande, der er ved at overgå til markedsøkonomi - i overensstemmelse med nogle nærmere angivne regler i protokollen, herunder om risikovurdering efter de detaljerede regler, der gælder for AIA-proceduren.

De grundlæggende regler om risikovurdering og -forvaltning (art. 15 og 16) er i øvrigt de samme for LMO'er beregnet til udsætning og LMO'er, beregnet til fødevarer, foder eller forarbejdning.

Medicin beregnet til mennesker og LMO'er til indesluttet anvendelse (art. 5 og 6)
Medicin, beregnet til mennesker, LMO'er i transit og LMO'er beregnet til indesluttet anvendelse, er som hovedregel ikke omfattet af Cartagena-protokollen.

Forsendelsesdokumenter
Protokollen indeholder regler om, at forsendelsesdokumenter klart identificerer LMO'er beregnet til udsætning og til indesluttet anvendelse.

For LMO'er til fødevarer, foder eller forarbejdning, skal forsendelsesdokumentet indtil videre kun angive, at forsendelsen kan indeholde LMO'er, der ikke er beregnet til udsætning.

Utilsigtede grænseoverskridende bevægelser af LMO'er (art. 17)
I Cartagena-protokollen er der regler i forbindelse med foranstaltninger i tilfælde af utilsigtede grænseoverskridende bevægelser af LMO'er, f.eks. tilfælde af udslip, der kan indebærer risici for den biologiske mangfoldighed og menneskelig sundhed i andre lande.

Clearing-House mekanismen (art. 20)
Cartagena-protokollens omdrejningspunkt bliver den fremtidige ’Clearing-House’ mekanisme, som på dansk er kaldet; ’Clearingcenteret for Biosikkerhed’. Clearingcenteret for Biosikkerhed skal fremme udvekslingen af videnskabelige, tekniske, miljømæssige og juridiske oplysninger om og erfaringer med levende modificerede organismer. Denne udveksling skal især tjene det formål at hjælpe udviklingslandene og andre med særlige behov. Clearingcenteret for Biosikkerhed’s databaser skal indeholde oplysninger om forskellige LMO'er, resumeer af risikovurderinger, lovgivning og andre regler om LMO'er og beslutninger truffet i henhold til protokollen.

Opbygning af kompetence (art. 22)
En vigtig bestemmelse i Cartagena-protokollen handler om kompetence-opbygning. Den indeholder forpligtelser til at samarbejde om udviklingen og/eller styrkelsen af de menneskelige og institutionelle ressourcer indenfor biosikkerhed og bioteknologi. Landene skal samarbejde med at udvikle og udbygge disse ressourcer særligt med henblik på, at bistå ulande og lande, der er ved at overgå til markedsøkonomi, i deres implementering af protokollen.

Oplysning og inddragelse af offentligheden (art. 23)
Cartagena-protokollen lægger særlig vægt på at fremme inddragelsen af offentligheden vedr. sikker overførsel, håndtering og anvendelse af LMO’er. Offentligheden skal have adgang til oplysninger om LMO'er, der muligvis bliver importeret, og om beslutninger i henhold til protokollen. Offentligheden skal også konsulteres i forbindelse med disse beslutninger.