En stor andel af de danske golfklubber ligger inde med ulovlige sprøjtemidler. Det viser en kontrol, som Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har foretaget.
18 ud af 25 golfklubber, som Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har besøgt, ligger inde med pesticider, der enten er forbudt i Danmark, eller ikke er godkendt til brug på golfbaner. Det svarer til en overtrædelsesprocent på 70.
Ud af de 18 klubber, som overtrådte loven, lå seks inde med produkter, der ikke længere er tilladt i Danmark. De øvrige 12 klubber havde sprøjtemidler, der er tilladt til anden anvendelse, men ikke godkendt til golfbaner. Når de alligevel bruges på golfbaner, skader det både miljøet og golfspillernes sundhed. Alle klubber har fået påbud om at lovliggøre forholdene. I 7 klubber var der ingen overtrædelser. Og to af disse klubber, Sindal og Kalundborg Golfklub, brugte slet ingen sprøjtemidler. Danske golfklubber har siden 2002 reduceret deres forbrug af sprøjtemidler med 39 procent. Alligevel bruger golfklubberne. Der udgør et samlet areal på størrelse med Samsø, flere pesticider end samtlige danske kommuner til sammen. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion gennemførte kontrolkampagnen fra februar 2009 til oktober 2009. Ud af de 25 kontrollerede klubber lå 15 på Sjælland, 2 på Fyn og 8 i Jylland. Kemikalieinspektionen vil gentage kontrollen næste år og i gentagelsestilfælde vil de ansvarlige klubber blive politianmeldt.Læs pressemeddelelse fra miljøministeren her