Her finder du alle de nødvendige oplysninger vedrørende reglerne for at skrotte person- og varebiler. Miljøordningen for biler blev indført, fordi mere end 4000 biler hvert år efterlades på gader, pladser og i naturen.
Formålet med ordningen er at fremme aflevering af udtjente biler til registrerede ophugningsvirksomheder og derved sikre miljømæssig korrekt affaldshåndtering, og at udtjente biler ikke henstilles på offentlige arealer eller private ejendomme. Alle person- og varebiler, der er eller har været indregistreret i Danmark efter den 1. juli 2000 er omfattet af ordningen.
Når ejeren afleverer en udtjent bil til en registreret ophugningsvirksomhed, skal der udstedes en skrotningsattest. Den udfyldte skrotningsattest indsendes til Miljøordning for biler, der udbetaler godtgørelsen.
Der kan søges godtgørelse for aflevering af udtjente personbiler (biler med plads til maks. 8 personer eksklusive føreren) og udtjente varebiler (vare- og lastbiler med en totalvægt på maks. 3.500 kg.).
Reglerne for udbetaling af skrotningsgodtgørelse blev ændret med ikrafttræden 5. november 2010. Du kan læse mere herom nedenfor.
Hvis man vil vide mere om denne ordning, kan du kontakte Miljøordning for Biler, Rådhuspladsen 16, 1550 København V. tlf. 39 15 51 50, e-mail: .
På Miljøordning for bilers hjemmeside kan du finde alle relevante oplysninger om ordningen. Blandt andet en liste over godkendte autoophuggere, sidste nyt om ordningen samt en række svar på ofte stillede spørgsmål.
Reglerne for udbetaling af skrotningsgodtgørelse fremgår af bekendtgørelse nr. 1234 af 1. november 2010 om opkrævning af miljøbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler. Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. november 2010.
Hovedformålet med ændringen er at tydeliggøre, at registrerede autoophuggere er forpligtet til at ophugge de biler, som de modtager.
Hvad er ændret?Fremover er hovedreglen, at en skrotningsattest skal underskrives af den sidst registrerede ejer, før der kan udbetales skrotningsgodtgørelse.
Er der undtagelser? Sidst registrerede ejer kan ikke skrive under: Ja, hvis den sidst registrerede ejer er død eller som følge af en alvorlig sygdom ikke er i stand til at underskrive af skrotningsattesten.
Hvis den sidst registrerede ejer er død, kan arving eller bobestyrer underskrive, hvis de fremlægger en skifteretsattest.
Ved alvorlig sygdom kan nærmeste pårørende underskrive, og vedlægge en erklæring om, at den sidst registrerede ejer ikke er i stand til at tage stilling til skrotningen af bilen samt underskrive skrotningsattesten.
Køber har ikke indregistreret bilen: Hvis bilen er solgt og ikke indregistreret af køber, kan køber underskrive skrotningsattesten, hvis der gælder nogle særlige forhold. Det kan f.eks. være, hvis bilen er købt eller taget i bytte med henblik på istandsættelse, men at det efterfølgende viser sig, at bilen var i for dårlig stand til at det har kunnet betale sig at reparere denne. I disse tilfælde indsendes skrotningsattesten til Miljøordning for Biler, der videresender sagen til Miljøstyrelsen.
Hvis en ophugger modtager en bil til skrotning, hvor den der afleverer bilen, ikke er bilens registrerede ejer, kan ophuggeren udstede en skrotningsattest til den, der afleverer bilen. Ejeren indsender dokumentation til Miljøordning for biler for at opnå dispensation. Dermed bliver det ikke ophuggeren, der bærer den økonomiske risiko for, at Miljøstyrelsen vurderer, at krav til at opnå dispensation ikke er opfyldt.
Miljøstyrelsen er forpligtet til at sikre, at der ikke i administrationen af dispensationsmuligheden sker en omgåelse af reglerne. Omgåelse kunne være hvis den samme person indsender et stort antal ansøgninger.
Bekendtgørelse nr. 1234 af 1. november: "Bekendtgørelse om opkrævning af miljøbidrag samt udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler"
Efterbetaling af for lidt udbetalt skrotningsgodtgørelse ved anmodninger om skrotningsgodtgørelse modtaget af Miljøordning for Biler fra den 22. marts 2008 – 4. november 2010 for biler afmeldt Centralregistret for Motorkøretøjer i perioden fra 1. juli 2000 til 30. september 2002.
Miljøstyrelsen blev i november 2010 i forbindelse med ikrafttræden af ny bekendtgørelse om udbetaling af skrotningsgodtgørelse opmærksom på, at der har været en fejl i administrationen af de tidligere bekendtgørelser.
Fejlen har bestået i, at der i perioden 1. oktober 2002 til 4. november 2010 har været udbetalt 1500 kr. for biler, der var afmeldt fra Centralregistret for køretøjer før den 1. juli 2002. Der skulle have været udbetalt 1750 kr. Der er efter Miljøstyrelsens instruks udbetalt 1750 kr. til alle bilejere, der har anmodet om udbetaling af skrotningsgodtgørelse siden den 5. november 2010, uanset hvornår bilen blev afmeldt.
Miljøstyrelsen sørger for, at der sker efterbetaling til de bilejere, som pr. 22. marts 2011 har ret til at få udbetalt det resterende beløb på 250 kr. Den, der står anført som ejer på skrotningsattesten, er den, der skal have beløbet udbetalt.
Der vil kun ske en efterbetaling af supplerende beløb for biler indleveret til skrotning i perioden fra den 1. oktober 2002 til 4. november 2010, efter at bilen er afmeldt fra Centralregistret for Motorkøretøjer i perioden fra den 1. juli 2000 til 30. september 2002.
Miljøordning for Biler vil foretage udbetalingen, når de gamle sager er fundet frem, og de nødvendige informationer er fremskaffet. Alle bilejere vil således automatisk få tilsendt pengene eller blive kontaktet for at få information, om hvor pengene skal overføres til. Udbetalingen vil ske hurtigst muligt.
Du kan kontakte vores informationscenter på telefon 7012 0211 eller via mail på