Baggrund og formål Udgifterne til at håndtere og bortskaffe affald er for mange virksomheder og offentlige institutioner en marginal omkostning, der ikke har den store bevågenhed. Det er ofte en fejl, da selv mindre virksomheder nemt kan have årlige udgifter til bortskaffelse af affald på over 100.000 kr. Det vurderes, at der er et meget stort potentiale for at opnå besparelser i industrivirksomheder, serviceerhverv og offentlige institutioner ved systematisk brug af Affaldsøkonomi.
I 2005 udkom Miljøprojekt 1056: Videreudvikling og udbredelse af affaldskortlægningsmodellen - Affaldsøkonomi og Idékatalog. Projektet havde til formål at omdanne affaldskortlægningsmodellen, som blev udviklet for Miljøstyrelsen i år 2000, til et elektronisk værktøj. Med "Affaldsøkonomi – Et værktøj til affaldsminimering og stamkort", blev det muligt for offentlige og private virksomheder at håndtere og analysere deres affaldsdata. De virksomheder, der i henhold til affaldsbekendtgørelsens § 18 er forpligtiget til at udarbejde stamkort, kan desuden generere disse ved hjælp af programmet.
Formålet med dette projekt har været at ændre programmet til en webapplikation og i den proces at rette programfejl, der er fundet ved brug af programmet. Formålet har også været at samle erfaringer fra brugerne af modellen og få inddraget disse erfaringer i udviklingen af en ny og forbedret udgave af programmet.
UndersøgelsenUdarbejdelsen af WEB versionen af Affaldsøkonomi tog afsæt i det gamle program. Projektet blev inddelt i 4 overlappende faser. Først blev udvalgte brugere af programmet via en hjemmeside spurgt om deres erfaringer med brug af det gamle program og bedt om forslag, der kunne forbedre det. Samtidig blev der programmeret en helt ny webapplikation og udarbejdet dokumentation. Brugerne havde også mulighed for at teste det nye program via hjemmesiden. Den sidste del af projektet har bestået i at formidle det nye værktøj til en bred kreds af potentielle brugere. Projektet er gennemført af Polytec og KL i samarbejde med Miljøstyrelsen.
Hovedkonklusioner Ved at bruge Affaldsøkonomi kan virksomheder og offentlige myndigheder forbedre affaldsbundlinjen. Affaldsøkonomi er et gratis WEB værktøj, der kan hjælpe med at få overblik over affaldsmængder og økonomi. Ved at bruge systemet får man styr på, hvilke steder der opstår affald i virksomheden samlet og/eller i de enkelte afdelinger. Med Affaldsøkonomi finder brugerne ud af hvilke fraktioner og hvor store mænger, der er tale om f.eks. i de enkelte afdelinger. Brugerne kortlægger, hvem der transporterer virksomhedens affald og på hvilke anlæg, det bliver behandlet og finder ud af, hvad der er af udgifter til transport og behandlere – hvor tit får man hentet affald, i hvilke containere og hvad koster det? Ved at kortlægge og analysere virksomheden og nedfælde den slags spørgsmål systematisk, skabes et overblik, der næsten altid sætter brugeren i stand til at reducere virksomhedens affaldsmængder og/eller udgifter til bortskaffelse.
Ved en systematisk analyse undersøges de enkelte affaldsfraktioner: Kan affaldsproduktet helt undgås, kan mængden reduceres eller kan der afsættes mere til genanvendelse? Er der forslag, der kan forbedre den måde affaldet håndteres på i dag? Her er det relevant at se på økonomi og tilbagebetalingstid for de enkelte forslag.
Et indsatsområde kan f.eks. være indkøb af en pappresser, der kan medføre at virksomheden får reduceret antallet og størrelsen af containere og får aftalt færre afhentninger. Det kan også være, at særlige dele af virksomhedens affald kan indgå i en anden virksomheds produktion, eller at man ikke har været opmærksom på, at man kan få penge for for eksempel bølgepap eller jern og metal. Med Affaldsøkonomi kan brugeren få overskuelige oversigter med grafiske illustrationer af de årlige affaldsmængder og udgifter for de enkelte affaldsfraktioner. Brugeren kan også generere affaldsstamkort.
Projektresultater Det konkrete projektresultat er en web-baseret udgave af programmet med fokuseret vejledning til lancering på relevante hjemmesider.
Via en trinfortrin vejledning guides man igennem brugen af systemet. Før brugerne kan arbejde med systemet skal man oprettes som bruger. Man klikker på ”Opret ny bruger” under ”Stamdata” og indtaster E-mail adresse, navn og navnet på firma eller organisation. Når brugeren derefter klikker på ”Opret”, sendes der en E-mail til den angivne E-mail adresse med brugernavn og adgangskode.
Når brugeren er logget ind skal man starte med at angive sine stamdata:
Grundoplysninger Her kan du vælge, om systemet skal udfylde virksomhedens affaldsstamkort. I givet fald skal der angives et P-nummer og en række supplerende oplysninger om affaldsfraktioner, se nedenfor.
Afdelinger Systemet opretter automatisk en afdeling med navnet Alle. Du bestemmer selv hvilke afdelinger, du vil arbejde med. Der skal være oprettet mindst én afdeling, før der kan arbejdes med modellen.
Transportører Her oprettes de affaldstransportører, som afhenter affald hos virksomheden. Der skal oprettes mindst én affaldstransportør, før der kan arbejdes med modellen.
Modtageanlæg Her oprettes de affaldsanlæg, som modtager affald fra virksomheden. Der skal oprettes mindst ét anlæg, før der kan arbejdes med modellen.
Affaldsfraktioner Opret affaldsfraktioner svarende til den sortering af affald, der foregår på virksomheden. Som standard skal der blot angives et navn for affaldsfraktionen og den behandling, som affaldet sendes til. Hvis du under Grundoplysninger har valgt at systemet skal udfylde affaldsstamkort, skal der angives en række supplerende oplysninger.
Når Stamdata er på plads, kan du arbejde med Analyse af virksomhedens affald:
Virksomheden kan få et overblik over deres mængder af affald og hvor de kan sætte ind med affaldsminimering og procesoptimering ved at indtaste oplysninger om afdelinger, transportører, modtageanlæg og affaldsfraktioner i modellen. Værktøjerne Kortlægning, Analyse, Forbedringsforslag og Handlingsplan giver virksomhederne et overblik over mængder og hvor der er økonomi i at reducere affaldsmængderne eller omlægge processerne ved håndtering af affaldet.
Sikkerhed på Internettet Brugere, der ikke ønsker at have oplysninger om deres affald liggende på Internettet, har mulighed for at eksportere deres data til deres egen computer, og derefter nulstille deres data i systemet. Eksporterede data kan på et senere tidspunkt retableres, så der kan arbejdes videre med affaldskortlægning og analyse.
Du finder Affaldsøkonomi på Miljøstyrelsens hjemmeside om affald.
Du kan kontakte vores informationscenter på telefon 7012 0211 eller via mail på