Læbepomader, tøj, computere, rengøringsmidler og bideringe til babyer er eksempler på produkter, som indeholder kemiske stoffer. I EU er der omkring 100.000 kemiske stoffer, og der skønnes at være omkring 20.000 på det danske marked. Stofferne opfylder en vigtig funktion i produkterne. Men nogle af stofferne er skadelige, og for mange af dem kender vi ikke alle deres effekter på mennesker og miljø.
Fokus på farlige og uønskede stofferMiljøstyrelsen har ansvaret for administrationen af en lang række regler om kemikalier. Reglerne er fastsat for at mindske risiko for skader på miljø og sundhed, når stofferne fremstilles, opbevares og bruges. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med, at lovgivningen overholdes. Miljøstyrelsen undersøger løbende risikoen ved en række af de produkter, vi omgiver os med i dagligdagen. Den nye viden bruges for eksempel som input til nye EU-regler om, hvor store mængder af bestemte stoffer der må være i bestemte produkter. Vi bruger også vores viden til at informere borgerne om sikker brug af produkterne.
Forbud, mærkning og lister viser vejNogle stoffer er så farlige, at de ikke må bruges til bestemte formål. Det gælder blandt andet bly og stoffer, der nedbryder ozonlaget. Andre farlige stoffer skal mærkes af producenten eller importøren, så brugeren kan se, hvordan man kan bruge dem på en sikker måde. Det fremgår af EU's liste over farlige stoffer, som omfatter cirka 8.000 stoffer og stofgrupper.
En række stoffer er uønskede, fordi de har problematiske effekter og anvendes i større mængder i Danmark. Miljøstyrelsen vurderer, at de så vidt muligt bør undgås, og har derfor udarbejdet en liste over uønskede stoffer og stofgrupper. Listen er en vejledning, som producenter, produktudviklere, indkøbere og andre danske aktører kan bruge i deres arbejde med at erstatte problematiske stoffer med mindre problematiske stoffer.
Større viden om stoffer med REACHDen danske strategi går ud på at mindske forbruget og øge kontrollen med problematiske kemikalier. Producenterne skal tage et større ansvar, og forbrugerne skal have adgang til oplysninger om, hvordan de kan undgå at blive udsat for farlige stoffer. Det skal opnås gennem en bedre regulering i Danmark, på EU-niveau og globalt.
Med EU's kemikalieregulering REACH er vi kommet et skridt nærmere målet. REACH betyder, at vi får større viden om de stoffer, der findes på markedet, og at industrien skal registrere og vurdere alle stoffer, før de produceres og markedsføres.
Som udgangspunkt må kun kendte stoffer markedsføres fremover, og industrien skal sikre, at produktion og brug af kemiske stoffer sker uden risiko for mennesker og miljø. De nærmere krav afhænger af den mængde, som stofferne produceres i. Producenterne skal give informationer om produktet, og særligt problematiske stoffer skal godkendes af myndighederne.
Udfordringer i horisontenDer skal fortsat arbejdes aktivt i EU og globalt for at sikre et højt beskyttelsesniveau. Vi skal fortsat informere borgere og virksomheder om ny viden og risici ved kemikalier og deres forekomst i forbrugerprodukter. Og vi skal arbejde på at få virksomhederne til at erstatte de problematiske stoffer i produkterne med mindre problematiske.
Efter kl. 16 kontakt pressechefen på 41 31 85 70