Forurening fra virksomheder, landbrug, dambrug og transportsektoren kan skade søer, kyster, heder og skove. Forureningen fra disse sektorer er årsag til lugt- og støjgener, som forringer livskvaliteten på landet og i byerne, og som i nogle tilfælde også medfører helbredsproblemer for befolkningen. Miljøbelastningen fra den danske husdyrproduktion skal mindskes gennem regulering og ved at udvikle renere, miljøeffektive produktionsmetoder.
Miljøstyrelsen har ansvaret for at udvikle danske initiativer og implementere EU-regler, der skal reducere forurening fra industri, landbrug, dambrug, transport og produkter. Styrelsen vejleder kommuner og virksomheder om reguleringen af bl.a. industri og landbrug.
Mindst mulig forurening For at begrænse forureningen skal særligt forurenende virksomheder som fx asfaltfabrikker, kraftværker, dambrug, husdyrbrug og slagterier have en miljøgodkendelse med miljøkrav. Målet er, at virksomheder forurener så lidt som muligt og bruger den bedst tilgængelige teknik. De største virksomheder skal endvidere gøre rede for deres miljøforhold i et offentligt tilgængeligt grønt regnskab.
Mange arbejder også frivilligt med at mindske miljøbelastningen ved hjælp af miljøledelse eller på baggrund af livscyklusvurderinger. Virksomheders og andre institutioners grønne ansvar skal fastholdes ved en fortsat indsats for grønne indkøb og miljømærkede produkter.
Husdyrområdet har fået sin egen lov om miljøgodkendelse, som bl.a. skal fremme ensartethed, gennemskuelighed i afgørelserne og en større udbredelse af miljøeffektive teknologier. Udvikling af miljøeffektiv teknologi bliver et væsentligt indsatsområde med etablering af en ny certificeringsordning og partnerskaber, hvor de centrale aktører til gavn for både miljø og økonomi skal accelerere udviklingen af bedre og renere produktionssystemer.
Luftforurening over grænserne Luftforurening spreder sig over landegrænser, og mange effekter viser sig langt væk fra kilden. Danmark deltager i et omfattende internationalt samarbejde om at mindske luftforureningen. Samarbejdet foregår bl.a. i nordisk regi, i EU og FN og handler om, hvor meget de enkelte lande må udlede af forskellige stoffer til luften.
Udfordringer i horisonten Miljøkravene til industri, landbrug og transport har betydet, at vandområder, som før var forurenet, er blevet renere. Luftkvaliteten i byerne er blevet bedre trods flere biler, og luftforureningen med en række forskellige stoffer er faldet betydeligt. Men nye problemer viser sig, jo mere viden vi får. For eksempel viser nyere forskning om partikler fra brændeovne og trafikken, at denne form for forurening har store konsekvenser for folkesundheden.
For industrivirksomheder og landbrug skal der fortsat arbejdes på at få præciseret og strammet niveauerne for, hvad der er den miljømæssigt set bedst tilgængelige teknik. Det vil især ske på EU-niveau. Herudover skal der fortsat arbejdes på at forenkle miljøadministrationen af industrien, fx ved hjælp af særlige standardvilkår og ved brug af differentierede miljøtilsyn.
Den globale miljøudfordring vokser i takt med den økonomiske udvikling i de nye, store økonomier. Miljøledelse, brug af miljømærker og fremme af grønne indkøb og anden frivillig indsats er et vigtigt element i forbindelse med en styrket indsats for at forebygge, at de globale miljøproblemer vokser med samme hast som befolkningen og forbruget.