En række grønne organisationer i Danmark varsler i dagens udgave af Politiken (20. oktober 2008) en retssag mod staten fordi en række vejstrækninger overskrider EU's grænseværdier for luftforurening. Stævningen mod staten er inspireret af en dom fra Tyskland tidligere på året der fastslog, at berørte borgere kan forpligte myndighederne til at udarbejde planer, der kan sikre overholdelse af grænseværdierne. Miljøstyrelsen har dog allerede iværksat en række tiltag, der skal forbedre luftkvaliteten i Danmark
- Borgerne i Danmark har selvfølgelig krav på, at vi overholder EU's grænseværdier for luftkvalitet. Der er store udfordringer i forhold til luftforureningen, men med regeringens strategi "Ren luft til alle" og en række andre initiativer vi har sat i gang og er ved at sætte i gang, regner vi med, at vi kommer til at overholde grænseværdierne. Vi er i fuld gang, for luftforurening er højt prioriteret i vores daglige arbejde, siger Lasse Dahlberg, kontorchef i MST erhverv.
Konkrete tiltag
Et af de konkrete tiltag, der skal forbedre luftkvaliteten i de store byer er miljøzonerne. Den 15. december 2006 fik 5 kommuner mulighed for at indføre miljøzoner, således at kun de mindst forurenende lastbiler og busser må køre inden for zonerne. Den 1. september i år trådte den første miljøzone i kraft i København og på Frederiksberg, Aalborg følger efter 1. februar 2009 og Århus og Odense er også på trapperne. Miljøminister Troels Lund Poulsen har netop bedt Miljøstyrelsen om at undersøge, om miljøzonerne kan udvides til også at gælde ældre varevogne og personbiler.
- Miljøzonerne er blot ét eksempel på, at vi deler organisationernes vision om at skabe renere luft til alle. Luftkvaliteten er gennem en årrække blevet bedre, og vi vil fortsætte i det spor, siger Lasse Dahlberg.
- Eksempelvis presser vi på i EU, for at de fremtidige krav til bilernes forurening bliver endnu skrappere. Det drejer sig om næste generation af de såkaldte Euro-normer. Lykkes det, har det en positiv effekt i hele Europa, udtaler Lasse Dahlberg.
Derudover har Miljøstyrelsen afsat 65 millioner kroner til bekæmpelse af partikelforurening fra tunge køretøjer, men også fra brændeovne, der står for en stor del af den diffuse partikelforurening - også i de store byer. Derfor er der også etableret en tilskudsordning til skrotning af ældre, forurenende brændekedler. Puljen er på 22 millioner kroner
- Derfor er jeg ikke enig med organisationerne i, at Miljøstyrelsen ikke gør noget for at forbedre luftkvaliteten i Danmark. Vi er i gang med at udvikle det nødvendige vidensgrundlag der gør, at vi i 2009 kan følge luftstrategien op med konkrete initiativer. Det har hele tiden været meningen, og om det så kvalificerer til at være en formel handlingsplan, eller om det er en strategi med konkrete ambitiøse tiltag er lidt en strid om ord. Vi har været mere optagede af at nå vores målsætninger end om vi brugte det ene eller det andet ord, siger Lasse Dahlberg.
I artiklen nævnes det korrekt, at Danmark har tænkt sig at benytte sig af muligheden for at bede EU om udsættelse for overholdelse af grænseværdierne for partikler og NO2. Med til billedet hører dog, at 25 ud af 27 EU-lande har problemer med at overholde grænseværdierne for partikler, og at næsten lige så mange lande har problemer med NO2. Dette ændrer dog ikke ved Danmarks ambitiøse mål eller høje ambitionsniveau på luftområdet.
På mst.dk har vi samlet en mængde gode råd, der går tæt på danskernes miljø og sundhed. Hvordan fyrer jeg rigtigt op i brændeovnen? Kan jeg gøre rent uden klor? Og er modellervoks farligt?