Allerede inden den officielle premiere på "En ubekvem sandhed", Al Gores film om klimaændringer, har der i debatten i Danmark været fremført en række fejlagtige påstande om såvel filmen som den videnskabelige viden om global opvarmning.
Nedenfor gennemgås de fire væsentligste påståede "fejl" og den faktuelle viden bag.
Overordnet er det Miljøstyrelsens vurdering, at det faglige indhold i Al Gores film er troværdigt. Det bygger på solide, videnskabelige kilder.
Indtil videre har ingen kunnet påvise fejl i filmmaterialet. Det, der oftest kritiseres, er de udeladelser, som nødvendigvis må komme, når filmen kun må vare halvanden time. Fx kommer Al Gores film ikke ind på de vurderinger af fremtidens klima, som FN's Klimapanel (IPCC) har udgivet senest i 2001. Om det er en bevidst udeladelse vides ikke, men det ændrer ikke ved, at de faktuelle oplysninger i filmen er både relevante og veldokumenterede.
Påstand: Al Gores film forsøger at male et skræmmebillede ved at nævne en stigning i havspejlet på 7 meter i dette århundrede og vise hvilke dele af Florida, der vil blive oversvømmet, hvis det sker.
Fakta: Al Gore siger udtrykkeligt i filmen og i bogen, at HVIS Grønlands Indlandsis smelter helt, så vil verdenshavene stige med 7 meter og det vil få de alvorlige konsekvenser, der vises. At stigningen bliver ca. 7 meter bestrides ikke af hverken IPCC eller andre. Hele spørgsmålet har hidtil gået på, hvornår det i givet fald vil kunne ske. I IPCCs tredje hovedrapport fra 2001 vurderedes det, at denne proces vil vare mindst 1000 år. I Al Gores film nævnes ikke noget om, hvornår smeltningen og den efterfølgende havstigning vil kunne finde sted.
Påstand: Nogle forsøger at give det indtryk, at Al Gores film er i modstrid med IPCCs vurderinger af fx en forventet havspejlsstigning i dette århundrede. Fx nævnes det ofte, at IPCC forudser en stigning på 20-50 cm.
Fakta: IPCCs Tredje Hovedrapport vurderede i 2001, at med de eksisterende klimascenarier og klimamodeller vil vi kunne forvente en havspejlsstigning i intervallet 9-88 cm i løbet af dette århundrede som følge af havets varmeudvidelse og smeltende gletschere. Med hensyn til risikoen for at Grønlands Indlandsis skulle smelte som følge af menneskeskabte klimaændringer, så vurderede klimapanelet i 2001, at "Ice sheet models project that a local warming of larger than 3 deg C, if sustained for thousands of years, would lead to virtually a complete melting of the Greenland ice sheet with a resulting sea-level rise of about 7 m." IPCC forudser altså både en mindre stigning på kortere sigt og en større stigning på længere sigt.
Påstand: Der har været nogen usikkerhed med hensyn til IPCC’s fremskrivninger af den globale middeltemperatur frem mod slutningen af dette århundrede.
Fakta: IPCC vurderede i 2001, at den globale middeltemperatur vil stige mellem 1,4 og 5,8 grader C som følge af en stigning i koncentrationen af drivhusgasser svarende til et interval mellem 540 og 970 ppm (parts per million CO2-ækvivalenter).
Påstand: Det hævdes, at 98 % af Antarktis er blevet koldere de senere år, hvorfor Al Gores fokus på den kraftige afsmeltning på den Antarktiske Halvø ikke er repræsentativ for hele kontinentet.
Fakta: Det er ikke korrekt, at 98 % af Antarkis er blevet koldere de senere år. Der er konstateret en kraftig opvarmning på flere grader flere steder på Antarktis, hvilket har ført til kraftig afsmeltning og massive opbrud i de flydende gletschertunger de senere år. Kritikerne henviser til en artikel i Nature, men her er det rigtige tal 58 % på årsbasis for perioden 1966-2000 og ikke 98%, hvilket m.a.o. betyder, at 42% af Antarktis er blevet varmere.
Påstand: Der stilles ofte spørgsmålstegn ved, om forskerne nu er enige om, at den globale opvarmning skyldes menneskeskabte udledninger af drivhusgasser.
Fakta: En amerikansk undersøgelse viser, at der ud af en stikprøve på 928 videnskabelige artikler om globale klimaforandringer i perioden 1993-2003 ikke var en eneste som anfægtede teorien om, at den nuværende opvarmning var menneskeskabt. En anden undersøgelse har i øvrigt vist, at over halvdelen af de avisartikler, der blev skrevet om emnet i samme periode, stillede spørgsmålstegn ved teorien om de menneskeskabte klimaforandringer
På mst.dk har vi samlet en mængde gode råd, der går tæt på danskernes miljø og sundhed. Hvordan fyrer jeg rigtigt op i brændeovnen? Kan jeg gøre rent uden klor? Og er modellervoks farligt?