OBS - dette er en tidligere kommentar fra Miljøstyrelsen. Læs den aktuelle udmelding om parabener her: Parabener i kosmetik
Det er flere gange blevet fremhævet i pressen, at det er farligt at bruge kosmetik og andre hygieneprodukter, der indeholder parabener. Især hvis det er til børn. Det fremhæves ofte, at stofferne er hormonforstyrrende.
Miljøstyrelsen har foretage en fornyet vurdering af sikkerheden ved brug af parabener som konserveringsmidler i kosmetik.
Vurderingen viser, at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til at antage, at det er farligt at bruge kosmetik, der indeholder parabener.
Der mangler dog stadig viden om, i hvor store mængder de forskellige parabener kan optages gennem huden, og om de nedbrydes inden optagelse, ligesom der især mangler viden om effekter på reproduktionen. Danmark har via EU bedt industrien om at komme med data for hudoptagelighed og omsætning i kroppen.
Miljøstyrelsen følger området meget nøje.
Mere om parabener Parabener er betegnelsen for en gruppe af kemiske stoffer, der ofte bruges som konserveringsmidler i kosmetik, fødevarer og lægemidler. Konserveringsmidler anvendes for at hindre bakterie- og svampevækst i produkterne. Den udbredte anvendelse af parabener i kosmetik skyldes stoffernes gode konserverende egenskaber, og at de i modsætning til mange andre konserveringsmidler kun relativt sjældent medfører allergi. I kosmetik anvendes især methylparaben, ethylparaben, propylparaben og butylparaben og ofte anvendes en blanding af 2 eller flere af stofferne.
På mst.dk har vi samlet en mængde gode råd, der går tæt på danskernes miljø og sundhed. Hvordan fyrer jeg rigtigt op i brændeovnen? Kan jeg gøre rent uden klor? Og er modellervoks farligt?