Miljøstyrelsen har netop offentliggjort regeringens ideoplæg til, hvordan vandsektoren i Danmark kan moderniseres, så den fremover drives mere effektivt og gennemskueligt.
Det skal være nemmere for forbrugerne at gennemskue, hvad de betaler for deres vand, ligesom de skal være sikre på at få så meget for pengene som muligt. Sådan lyder en af målsætningerne i det ideoplæg til modernisering af vandsektoren, som Miljøstyrelsen sendte i høring torsdag.
”Vi har i Danmark en høj standard indenfor vandsektoren. Vi har godt drikkevand og en vidtgående spildevandsrensning, men der er i dag ikke nok ”gulerod” for vandværkerne og renseanlæggene til at effektivisere driften. Og der er givetvis vandværker og renseanlæg, der i dag ikke er drevet effektivt nok. Derfor er der behov for nytænkning, så sektoren også kan leve op til de miljømæssige og økonomiske udfordringer i de kommende år" siger Ole Christiansen, direktør i Miljøstyrelsen.
Ole Christiansen har stået i spidsen for det embedsmandsudvalg, som står bag ideoplægget. Han understreger, at der ikke er tale om en facitliste men et oplæg til debat. Frem til 1. december har alle aktører mulighed for at give deres mening til kende, og først herefter forventes miljøminister Connie Hedegaard at indlede de politiske forhandlinger om vandsektorens fremtid.
Vandsektoren har en årlig omsætning på 11 mia. kr. Analyser har vist, at der er et effektiviseringspotentiale på over 1 mia. kr. årligt.
Ideoplægget, som også tager udgangspunkt i en allerede igangværende udvikling i vandsektoren, opstiller otte klare sigteliner for, hvordan sektoren kan drives mere effektivt i fremtiden. Blandt andet foreslås det, at den nuværende økonomiske regulering - det såkaldte ”hvile-i-sig-selv princip” - afskaffes og erstattes af et prisloft, der både sikrer, at priserne på vand ikke løber løbsk for forbrugerne, og tilskynder værkerne til hele tiden at have fokus på den mest effektive drift.
”Der lægges også op til, at værkerne kan optjene et overskud af begrænset størrelse. Samtidig tilskyndes værkerne til at geninvestere overskuddet i sektoren, f.eks. for at renovere kloaknettet eller for at leve op til de kommende års krav til beskyttelse af grundvand og drikkevand og rensning af spildevandet. Forbrugerne vil formentlig ikke opleve et decideret prisfald på vand som følge af effektiviseringen, men til gengæld vil de sikres lavere priser, end de ellers ville skulle betale for at møde udfordringerne”, siger Ole Christiansen.
Effektiviseringerne må ikke medføre, at der bliver gået på kompromis med hverken miljø, sundhed eller forsyningssikkerhed. Derfor foreslår udvalget, at der indføres benchmarking af sektoren, således at forbrugerne og myndighederne på en lang række punkter får mulighed for at sammenligne forsyningernes priser, miljøkvalitet og service.
”Benchmarking giver en fremragende mulighed for at gennemskue, hvad forbrugerne får for de penge, som vandregningen lyder på, og hvordan de enkelte værker tilrettelægger anlæg og drift. Dermed vil benchmarking være med til at øge effektiviteten, fordi det bliver tydeligt, hvem der driver deres forsyning mest effektivt”, siger Ole Christiansen.
Ideoplægget peger også på, at der bør være klar adskillelse mellem kommunerne som myndighed på natur- og miljøområdet og driftsansvaret for vandværker og rensningsanlæg. Derfor peges der på, at driften af værkerne må udskilles i særlige selskaber, så det bliver klart, hvem der har ansvaret for hvad. Dermed kan forsyningerne helt entydigt koncentrere sig om at varetage brugernes og vandselskabets interesser. Og det er særligt betonet i oplægget, at det netop nu - op til dannelsen af de nye kommuner - vil være et godt tidspunkt at omorganisere den kommunale virksomhed på vandområdet.
Læs ideoplægget her
Yderligere oplysninger: Direktør Ole Christiansen, 32 66 01 06, eller civilingeniør Christian Ammitsøe, 32 66 04 37, begge Miljøstyrelsen
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.