Miljøkomitéen i den Internationale Maritime Organisation, IMO, har i dag besluttet at der skal fastsættes juridisk bindende regler for, hvordan skibe skal ophugges. Beslutningen er truffet efter pres fra Danmark og EU.
"Det er et kæmpe skridt fremad, at IMO nu er villig til at forhandle bindende regler om ophugning af skibe, inklusiv regler om håndhævelse. Vi har fra dansk side gjort en stor indsats for at få sagen på den internationale dagsorden, og resultatet i dag viser også, at det betaler sig, når vi i EU arbejder sammen om en fælles sag" , siger miljøminister Connie Hedegaard.
Den præcise ordlyd i de nye regler er endnu ikke fastlagt. Næste skridt bliver taget i november, hvor IMO’s generalforsamling formelt vedtager mandatet til den videre forhandling om indholdet af de nye regler, der skal indeholde krav til design og konstruktion, krav til ophugningsfaciliteterne samt operationelle krav til håndhævelse og kontrol. I tråd med det den danske miljøminister stillede forslag om i IMO i maj i år. Forhandlingerne skal munde ud i et udkast til juridisk bindende tekst, med henblik på endelig vedtagelse senest i 2008-09.
Danmark har arbejdet for, at de nye regler bliver så omfattende som muligt. Blandt andet har de danske synspunkter om miljømæssig forsvarlig ophugning samt kontrol og håndhævelse påvirket denne uges forhandlinger om rammerne for den fremtidige regulering.
"De nye internationale regler skal sikre, at ophugningen af skibe over hele kloden sker så forsvarligt som overhovedet muligt. Det gælder både i miljø- og arbejdsmiljømæssig forstand. Vi vil derfor blive ved med at skabe alliancer og presse på for at få et stærkt et instrument" , siger miljøminister Connie Hedegaard.
MEPCs konklusioner om skibsophugning (pdf).
Kontaktpersoner: Cand.scient. Lone Schou, Miljøstyrelsen, tlf. 29 68 41 38, fuldmægtig Camilla Mathiesen, Miljøministeriet, tlf. 25 44 95 03.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.