Ingen grund til bekymring. Der findes ikke farlige phthalater i cremer og kosmetik. Det er hovedbudskabet fra Miljøstyrelsen til bekymrede forældre og andre, der bruger kosmetik.
Der anvendes ikke skadelige phthalater i cremer. Derfor kan phthalater, der er fundet i kvinders blod og urin, ikke stamme fra kosmetiske produkter.
"De phthalater, som har vist skader på forplantningsevnen, bruges kun i begrænset omfang i kosmetik og slet ikke i cremer og lotions. Miljøstyrelsen vurderer med den nuværende viden derfor, at der ikke er grund til bekymring, når man bruger cremer og andre kosmetiske produkter" siger Inger Bergmann, kontorchef Miljøstyrelsen Kemikalier.
I de sidste dage har der ellers været en del blæst om, hvorvidt cremer og andre kosmetiske produkter skulle være farlige at bruge, fordi de optages gennem huden. Blæsten skyldes blandt andet at en forskningsgruppe fra Rigshospitalet har meldt ud, at de har en undersøgelse omkring optagelse af pthalater gennem huden på vej.
"Det er ikke nogen nyhed, at phthalater findes i blodet og urinen, men det er altså ikke cremer og kosmetik, der er synderen. De phthalater som måles i blodet og urinen kan derimod stamme fra brugen i bl.a. plast og optages via fødevarer, støv og luften," siger Inger Bergmann.
Rigshospitalet nye undersøgelse er endnu ikke færdig, men hvis resultaterne giver nye oplysninger vil disse indgå i Miljøstyrelsen arbejde med at begrænse kilderne til forbrugerne udsættelse. Forskerne fra Rigshospitalet understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger nye tal om optagelse gennem huden.
"Vi er enige med Miljøstyrelsen i, at cremerne ikke er farlige at anvende, men mener samtidig, at det er vigtigt at forske mere i, hvordan stoffer optages gennem huden, samt at spore kilderne til de problematiske stoffer, som findes i urin og blod hos mennesker", siger forskningsleder Henrik Leffers.
Generelt anbefaler Miljøstyrelsen at undgå unødvendig kemi - særlig for børn fordi de er mere følsomme for visse stoffer og udsættes for større mængder. Miljøstyrelsen anbefaler derfor, at man undgår brugen af produkter, der indeholder parfume og om muligt konserveringsmidler til børn pga. allergirisikoen. Alle kosmetiske produkter har fuld indholdsdeklaration, hvoraf det fremgår, hvilke stoffer der er anvendt i produktet.
Læs mere om phthalater i kosmetik på Miljøstyrelsens hjemmeside på: www.mst.dk/Kemi/02121000.htm
Yderligere information:
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.