Danmark skal tilpasse sig fremtidens klimaændringer. Det er budskabet i pjecen, "Tilpasning til fremtidens klima", som Miljøstyrelsen udgiver i dag. Pjecen er målrettet kommuner, amter, entreprenørfimaer mv. og giver blandt andet en række eksempler på områder, hvor man med fordel kan tænke de ændrede klimaforhold ind i det daglige arbejde.
Det globale klima varmer op. Det er faktum. Den gennemsnitlige globale temperatur er steget omkring 0,6 grader celcius i løbet af det 20. århundrede. Med klimaforandringerne vil vi også opleve en ændret vejrsituation herhjemme. Varmere somre, mildere vintre, mere regn og større stormaktivitet. I pjecen gives en række gode råd om, hvad vi skal begynde at overveje i Danmark for at tilpasse os klimaændringerne, og hvad vi skal være opmærksomme på.
"Vi må indstille os på, at det danske klima er ved at ændre sig. Ved at tænke klimaændringer ind i planlægningen allerede nu, kan vi med enkle midler undgå både ubehagelige overraskelser, unødige skader og store omkostninger", siger kontorchef for Klima & Miljøstøtte i Miljøstyrelsen, Astrid Jacobsen.
"Pjecen kommer ikke med færdige svar, men er tænkt som en opfordring til beslutningstagere, erhvervsliv og myndigheder til at vurdere, hvordan klimaændringer kan indpasses i nye projekter og i den løbende planlægning og vedligeholdelse".
Hidtil har fokus udelukkende været rettet mod at nedbringe udslippene af drivhusgasser for at bekæmpe den øgede drivhuseffekt og deraf følgende klimaændringer. Med pjecen påpeges nødvendigheden af også at tilpasse sig klimaændringerne. Tilpasning til og forebyggelse af klimaændringer er dermed ikke et enten eller – men et både og.
Pjecen følger op på tidligere rapporter fra bl.a. Danmarks Miljøundersøgelser, Akademiet for de Tekniske Videnskaber og Teknologirådet.
Pjecen er forløber for en egentlig tilpasningsstrategi, som ventes klar om et års tid.
Se pjecen på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk/udgiv/publikationer/2004/87-7614-179-9/html
Yderligere oplysninger: Kontorchef Astrid Jacobsen (32 66 01 60) eller Cand.Scient Jesper Gundermann (32 66 02 66), Miljøstyrelsen
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.