Gennem de sidste 10 år er det samlede grundvandsforbrug reduceret med næsten 40 procent. Det viser det nye sæt indikatorer for naturens og miljøets tilstand, som Miljøministeriet offentliggør i dag. I Danmark indvindes mere end 99 procent af drikkevandet fra grundvandet. Indvindingen af grundvand til drikkevandsformål var i 2001 på 411 millioner m3, hvilket er en fortsættelse af den næsten konstante nedgang i det private forbrug, som har fundet sted fra 1989. Hver dansker bruger 125 liter vand om dagen.
Husholdningernes vandforbrug er faldet med mere end en fjerdedel i perioden 1989 til 2001. Samtidig er prisen på vand steget med 150 procent siden 1993, dvs. at en m3 vand er blevet to en halv gang dyrere på otte år. Den klare sammenhæng mellem stigende vandpriser og faldet i vandforbruget i husholdningerne understøtter og dokumenterer, at grønne afgifter er et effektivt middel til at få danskerne til at spare på vandet.
Med EU’s Vandrammedirektiv kommer en række nye miljømål for grundvandet til at gælde i løbet af de kommende år i den danske lovgivning. F.eks. må menneskeskabte ændringer i grundvandets mængde og kvalitet ikke medføre, at miljømålene ikke kan overholdes i vandløb, vådområder, søer eller kystvande. Miljømålene i Vandrammedirektivet vil desuden medføre en forpligtelse til at vende enhver væsentlig stigning i forureningen af alt grundvand.
I perioden 1990-2001 er der fundet pesticider og deres nedbrydningsprodukter i mere end 40 procent af alle undersøgte overvågningsboringer. Det er særligt de højtliggende grundvandsmagasiner, som i dag er præget af pesticider. I 2001 var der pesticider i mere end hver tredje overvågningsboring 0-10 meter under terræn.
Analyser har vist, at forbruget af pesticider kan nedsættes samtidig med, at der sikres en rentabel dyrkning. Derfor har regeringen som langsigtet mål at udvikle dyrkningsstrategier, der nedsætter landbrugets afhængighed af bekæmpelsesmidler, så anvendelsen i størst muligt omfang minimeres.
Udviklingen går allerede den rigtige vej. Sprøjteintensiteten og dermed miljøbelastningen fra landbruget har været faldende i de senere år. Først i 1990’erne var behandlingshyppigheden ca. 3,5, mens den i 2002 var reduceret til 2,04. Regeringens udkast til Pesticidplan 2004-2009 indeholder mål om yderligere reduktion af behandlingshyppigheden til 1,7 i 2009.
Det samlede indikatorsæt belyser også udviklingen på en lang række øvrige natur- og miljøområder, bl.a.: naturens tilstand, natur- og miljøpåvirkningen fra forskellige sektorer, danskernes forbrugsmønstre og sammenhængen mellem vækst og miljøpåvirkninger. Den enkelte indikator viser på sit eget område, hvordan miljøet og naturen har udviklet sig, og ved at sætte flere indikatorer sammen fortæller de en historie om de store linier i udviklingen, og de viser, om vi går i den rigtige retning og når målene. Indikatorsættet findes på Miljøstyrelsens hjemmeside på www.mst.dk/tvær/07040000.htm
Yderligere oplysninger: Kontorchef Astrid Jacobsen, Udviklings- og datakontoret, tlf. 32660160 Kontorchef Tony Christensen, Spildevands- og vandforsyningskontoret, tlf: 32660344
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.