Miljøminister Hans Christian Schmidt og den litauiske præsident Valdas Adamkus indviede i går et nyrenoveret spildevandsanlæg i Litauens hovedstad Vilnius, der udleder spildevand til Østersøen fra byens knap 600.000 indbyggere
Store mængder dårligt renset spildevand er i mange år blev udledt direkte i floden Neris og videre ud i Østersøen fra Litauens hovedstad Vilnius og byens knap 600.000 indbyggere og industriområder. Det danske program for miljøstøtte til Østeuropa har bidraget til en omfattende modernisering af Vilnius Renseanlæg. Resultatet er, at anlægget fremover vil nedbringe forureningen til Østersøen.
- Anlægget er et eksempel på den fælles interesse Litauen og Danmark har i at beskytte miljøet. Et rent vandmiljø har betydning for os alle, og det er ikke kun Litauen, der får glæde af, at de store spildevandsmængder nu bliver renset til en god vandmiljøstandard. Det er også til glæde for Østersøens havmiljø og dermed også for det danske vandmiljø, siger miljøminister Hans Christian Schmidt.
Vilnius Renseanlæg lever nu op til den internationale havkonvention HELCOM’s krav til spildevandsrensning og lever samtidigt op til EU’s rensningskrav for byspildevand. Det betyder, at vandmiljøet fremover årligt vil blive skånet for flere tusinde tons iltforbrugende stof. Fx vil kvælstofbelastningen blive nedbragt med, hvad der svarer til spildevand fra rundt regnet 450.000 personer.
Det er det danske firma Krüger A/S, som har stået for moderniseringen af Vilnius Renseanlæg, og ombygningen har i alt kostet 125 millioner kroner. Heraf har den danske miljøstøtte bidraget med ca. 20 millioner kroner. Den danske eksportkreditfond har ydet et lån på 60 millioner kr. med et gavebeløb på 15 millioner kr. til at understøtte lånefinansieringen af anlægget. Lånet er brugt til at købe udstyr og teknologi fra danske virksomheder.
Miljøminister Hans Christian Schmidt mødtes forbindelse med åbningen med den litauiske miljøminister, Arunas Kundrotas, for bl.a. at drøfte betydningen af den danske støtte på miljøområdet i forhold til Litauens forventede EU-optagelse i 2004. Det fremtidige miljøsamarbejde - når begge lande er medlemmer af EU - vil også være et punkt på dagsordenen.
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsens underdirektør Karsten Skov, tlf. 32 66 04 80 eller Miljøstyrelsens Kontor for International Miljøstøtte, tlf. 32 66 02 26.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.