Målet om at reducere brugen af det miljø- og sundhedsskadelige stof nonylphenol ser ud til at være lykkedes. Foreløbige tal fra Miljøstyrelsen viser at nonylphenol-indholdet i slam på blot ét år er halveret. Dermed kan formentlig mere end halvdelen af slammængden i Danmark fortsat anvendes som gødning i landbruget.
Nonylphenol, der er et nedbrydningsprodukt fra stofgruppen nonylphenolethoxylat, er giftigt for organismer der lever i vand og jord, og her har det vist hormonforstyrrende effekter. Nonylphenolethoxylat blev tidligere anvendt i vaske- og rengøringsmidler. Det har også været anvendt som hjælpestof i pesticider, men er nu udfaset via en frivillig aftale med Brancheforeningen i 1995. Miljøstyrelsen har igangsat en række projekter for at udvikle alternativer til nonylphenolethoxylat i andre produkter som for eksempel industrimaling. Også kommunerne har haft fokus på stofgruppen, og har gjort en stor indsats for at finde kilderne til forbrug og udslip af nonylphenolethoxylat hvilket også har betydet en reduktion i forbruget.
Slam med et højt indhold af miljøfremmede stoffer må af hensyn til såvel miljø som sundhed ikke spredes på markerne. Grænseværdien for nonylphenol i slam bliver skærpet fra næste sommer og ændres fra 30 til 10 mg pr. kg tørstof. Men det vil ikke, som fremgået af flere avisartikler, få mærkbare konsekvenser for mængden af genanvendt slam i Danmark. Indsatsen for at reducere forbruget af nonylphenolethoxylat betyder at en stor del af slammet fortsat kan bruges som gødning på landbrugsjord. Nye målinger foretaget i både 1999 og 2000, der bygger på ca. 2/3 dele af den samlede slammængde, viser nemlig at:
"Jeg er glad for at arbejdet med at få fjernet det problematiske stof nonylphenolethoxylat fra produkter nu bærer frugt. Dermed kan en stor mængde slam fortsat bruges som gødning i landbruget til glæde for både landmænd og miljøet " siger Steen Gade, direktør i Miljøstyrelsen.
Det er altså fortsat muligt at udnytte ressourcerne i slam som gødning på landbrugsjorden, og det er vigtigt da slam indeholder store mængder fosfor - en begrænset ressource i verden. Derfor er det vigtigt at sikre at så meget fosfor som muligt kan genanvendes som gødning i landbruget i stedet for at blive brændt eller deponeret med de miljøproblemer det kan give.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.