1 ud af 7 plastprodukter der er undersøgt på det europæiske marked indeholder mere cadmium end tilladt. Det viser de foreløbige resultater af en fælles undersøgelse som de europæiske kemikalietilsynsmyndig-heder har gennemført. Også i Danmark er der problemer.
Kemikalietilsynsmyndighederne i EU og Norge mødtes i forrige uge i Wien til deres årlige konference – også kaldet CLEEN-konferencen. Her diskuterede man bl.a. resultaterne af et projekt om indholdet af cadmium i forbrugerprodukter af plastik (EuroCad) samt de foreløbige resultater om overholdelsen af regler der begrænser anvendelsen og udslippet af ozonlagsnedbrydende stoffer (EurOzone).
Resultaterne fra EuroCad-projektet Cadmium er et giftigt tungmetal. Det optages ret let af planter og havner via fødekæderne i menneskets nyrer og lever. Det er påvist at cadmium kan forårsage alvorlig skade på nyrene.
Alle de europæiske lande har - som led i EuroCad-projektet - undersøgt indholdet af cadmium i mere end 500 plastprodukter som primært bestod af PVC.
I Danmark har Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion undersøgt 20 plastiktasker fra 10 forskellige forretninger. Fem tasker indeholdt mere cadmium end tilladt. De danske importører fik et påbud om at stoppe markedsføringen, hvilket er blevet fulgt. De andre EU-lande har udover tasker også analyseret andre produkttyper som f.eks. kontorartikler, gaveartikler og badeforhæng. Det viste sig, at 1 ud af 7 prøver indeholdt mere cadmium end den fastsatte grænse i EU-direktivet. De ulovlige produkter var fortrinsvis importeret fra Sydøstasien.
Flere resultater vil blive inddraget i de næste måneder. Den endelige rapport bliver offentliggjort tidligt næste år.
Foreløbige resultater fra EurOzone-projektet Udslip af ozonlagsnedbrydende stoffer som f.eks. CFC nedbryder ozonlaget i stratosfæren. Ozonlaget beskytter jorden mod solens ultraviolette stråling der kan medføre skader på menneskers helbred og true dyre- og plantelivet.
Der er to projekter i gang under EuroOzone-projektet. Et om illegal handel med ozonlagsnedbrydende stoffer som Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion deltager i, og et om lækager fra køleinstallationer og forsvarlig bortskaffelse af kølemidler, som Danmark ikke deltager i.
Resultaterne fra undersøgelsen af den illegale handel offentliggøres først i september 2002, idet landene endnu ikke er færdige med deres kontrolbesøg. I kontrolprojektet om lækager fra køleinstallationer og den forsvarlige bortskaffelse og destruktion af kølemidler er der indtil nu kontrolleret ca. 300 køleinstallationer i de forskellige lande, og de foreløbige resultater viser at næsten 50% af alle køleinstallationer har alvorlige lækager. I omkring 15% af alle tilfælde var den forsvarlige bortskaffelse af CFC ikke garanteret, og omkring 60% af virksomhederne sørgede ikke for tilstrækkelige forebyggende vedligeholdelsesforanstaltninger. Ifølge Kølebranchens Miljøordning er lækager fra køleinstallationer et begrænset problem i Danmark. KMO er ved at undersøge hvor utætte danske køleanlæg er, og forventer at have undersøgelsen færdig inden udgangen af oktober.
De to projekter vil fortsætte i 2002, og de endelige resultater vil blive præsenteret på den næste CLEEN-konference i september 2002 i København.
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsens Kemikaliekontor, kontorchef Lisbet Seedorff, tlf. 32 66 02 80.
Fakta om Cleen netværket CLEEN (Chemical Legislation European Enforcement Network) netværket har til formål at koordinere og forbedre håndhævelsen af EU lovgivningen på kemikalieområdet. Repræsentanter fra inspektioner, toldvæsner og regeludstedende myndigheder fra EU-medlemslandene og Norge, samt repræsentanter fra EU kommissionen var til stede på konferencen. Flere repræsentanter fra lande der ønsker optagelse i EU fællesskabet deltog også i konferencen. To af de igangværende projekter inden for CLEEN netværket er EuroCad (håndhævelse af cadmiumdirektiv 91/338/EEC) og EurOzone (håndhævelse af forordningen om ozonlagsnedbrydende stoffer 2037/2000).
For mere information om CLEEN-netværket se hjemmesiden www.cleen-eu.net/index.htm
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.