Der er risiko for, at mennesker og dyr kan blive smittet med sygdomme, når man bruger vandingskanoner til at sprede gylle fortyndet med vand. Det viser en ny risikovurdering, som Statens Veterinære Serumlaboratorium har udarbejdet for Miljøstyrelsen i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Fødevaredirektoratet. Miljø- og energiminister Svend Auken forbyder nu gødningsmetoden.
Rapporten fra Statens Veterinære Serumlaboratorium viser, at selv relativt langt fra de arealer, hvor den fortyndede gylle spredes med vandingskanoner, kan mennesker og dyr blive udsat for kontakt med mikroskopiske vanddråber, kaldet aerosoler, der kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier, virus og parasitter fra den iblandede gylle.
Vandingsmetoden er kendetegnet ved, at gylle og vand forstøves langt mere end ved anvendelse af mere traditionelle teknikker til udspredning af gylle. Det er en fordel for afgrøderne, men for mennesker, der opholder sig eller færdes i nærheden af markerne, er metoden ensbetydende med sundhedsmæssige risici.
Selvom udbringningsmetoden ikke udgør en akut sundhedsfare for mennesker og dyr, der nødvendiggør et indgreb her og nu, har miljø- og energiminister Svend Auken valgt at forbyde brugen af vandingskanoner til udspredning af gylle fortyndet med vand. Forbudet kommer gennem en ændring af husdyrgødningsbekendt-gørelsen, og vil træde i kraft fra den 1. august 2001. Embedslægeinstitutionerne vil som hidtil kunne give kommunerne konkret rådgivning i de enkelte sager.
De nye ændringer i husdyrgødningsbekendtgørelsen ligger fint i tråd med forbudet mod bredspredning af flydende husdyrgødning pr. 1. august 2002, som dog ikke handler om at begrænse smitstoffer, men om at begrænse ammoniakfordampningen. Tilsammen betyder de to ændringer nemlig, at al fremtidig håndtering af gylle skal baseres på teknikker, hvor den flydende husdyrgødning nedfældes direkte i jorden eller udlægges med slanger under plantedækket.
Læs hele rapporten på: http://www.mst.dk/udgiv/publikationer/2001/87-7944-564-0/html/
Yderligere oplysninger: Inger Bergmann eller Linda Bagge, Miljøstyrelsens kontor for Kemikalie- og biocidvurdering, tlf. 32 66 01 00.
Søren Kjær Søndergaard eller Mads Leth-Pedersen, Skov- og Naturstyrelsen, tlf. 39 47 20 00.
Elle Laursen, Sundhedsstyrelsen, tlf. 33 91 16 01.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.