Mange danskere er måske ikke klar over, at de kan påvirke miljøbeslutningerne og har krav på at blive hørt i en lang række miljøsager. Kun fire ud af hver 10.000 borgere har brugt deres mulighed for at komme frem med deres mening om de væsentligste planforslag for den region, de bor i. Miljø- og Energiministeriet søsætter nu kampagnen "Sæt miljøbeslutninger i bevægelse", der skal øge borgernes input i miljødebatten.
Danmark er et af de lande i verden, hvor borgerne har flest formelle rettigheder i miljølovgivningen. Rettighederne er blevet styrket med Danmarks implementering af den såkaldte Århuskonvention om borgernes miljørettigheder, der blev vedtaget i 1998 af 34 europæiske landes miljøministre samt EU. Men i mange situationer bruger borgerne dog ikke disse rettigheder, ofte fordi de ikke er klar over, at de har dem. Det vil Miljø- og Energiministeriet nu gøre noget ved. I dag starter kampagnen "Sæt miljøbeslutninger i bevægelse", der sætter fokus på mulighederne for miljøindflydelse. Miljøstyrelsens direktør Steen Gade står selv i spidsen for kampagnen og siger:
"De bedste miljøbeslutninger bliver truffet, når alle synspunkter kommer frem. En sag har mindst to sider, og den konkrete beslutning er en afvejning af de fordele og ulemper, forskellige parter oplever. Borgerne skal komme frem med deres meninger, og det er samtidig myndighedernes opgave tydeligt at informere borgerne om deres muligheder for at få indflydelse".
Kampagnen henvender sig dels til de borgere og miljøorganisationer og andre organisationer, der interesserer sig for miljøsagen, dels til de embedsmænd i stat, amt og kommune, som arbejder med miljøforhold i det daglige. Udover en pjece og informationsmateriale tilbyder kampagnen via hjemmesiden www.miljoindflydelse.nu konkrete råd og vejledning til hvilke miljørettigheder, der gælder hvor. På hjemmesiden er det også muligt for organisationer og enkeltpersoner at bidrage med eksempler på gode og dårlige erfaringer fra arbejdet med at få indflydelse på konkrete miljøbeslutninger.
"Jeg håber, at denne kampagne kan være med til at sætte fokus på miljøindflydelse, så borgerne blander sig endnu mere i miljøsagerne. For kun ved folkelig deltagelse og engagement på mange fronter får vi skabt bæredygtige miljøløsninger, der kan få vores samfundsudvikling drejet ind på en mere miljørigtig kurs", siger Steen Gade.
Yderligere oplysninger: Kommunikationsmedarbejder Ida Larsen, Miljøstyrelsen 32 66 01 77 eller fuldmægtig Allette Kielberg, Miljøstyrelsen 32 66 89 15.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.