Brændeovnen i sommerhuset giver en god, hyggelig og miljøvenlig varme. Men kommer der mælkekartoner, malet og imprægneret træ, tryksager, plast og andet affald i brændeovnen ryger miljøet - og sommerhusidyllen.
I påsken bliver der tændt op i landets sommer- og fritidshuse. Samtidig indleder Miljøstyrelsen og skorstensfejerne anden del af den landsdækkende informationskampagne, der skal lære brændeovnsejerne kun at fyre med rent træ. Baggrunden for kampagnen er, at der i stor udstrækning bliver fyret med skrald, mælkekartoner, malet og imprægneret træ, tryksager og plast - ikke mindst i de mange brændeovne i sommerhusene.
Fyr kun med rent og tørt træ. Tænd op med kvas eller pindebrænde og brug så lidt avispapir som muligt - så får du en god og miljøvenlig varme. Så enkel lyder anbefalingen fra Miljøstyrelsen og skorstensfejerne. Og det er ikke kun for miljøet og sundhedens skyld, at der er grund til at følge anbefalingen.
"Du slipper for lugt- og røggener og får mindre sod i din skorsten, hvis du udelukkende fyrer med rent og tørt træ. Samtidig nedsætter det risikoen for skorstensbrand", siger oldermand i Skorstensfejerlauget, Theodor Kristensen.
"Som privatperson er det faktisk forbudt at afbrænde skrald. Det gælder også affaldstræ som paller, spånplade-rester, gamle plankeværk, havemøbler og alle andre former for behandlet træ. Skrald og affaldstræ er ikke brænde, men affald - der skal afleveres på den lokale genbrugsstation eller til den kommunale indsamlingsordning", siger direktør i Miljøstyrelsen, Steen Gade.
Det er en kendt sag, at afbrænding af affald udvikler miljø- og sundhedsskadelig dioxin, men der har ikke tidligere været fokus på, at også de private brændeovne udvikler dioxin.
"I dag har vi fået kontrol over dioxinudslippet fra de store forbrændingsanlæg. Over halvdelen af de 31 anlæg i Danmark har allerede fået installeret filtre - og i år 2005 skal alle forbrændingsanlæg kunne overholde grænseværdierne. Derfor ser vi nu nærmere på de mindre forureningskilder - ikke mindst de 300.000-400.000 private brændeovne, som også bidrager til den samlede dioxinforurening", slutter Steen Gade.
Problemet med dioxin er, at det ikke bliver nedbrudt i naturen, men koncentreres i fedtvævet hos dyr og mennesker. Dioxin er kræftfremkaldende, hormonforstyrrende og kan give fosterskader.
Miljøvenlige fyringsråd
Yderligere oplysninger : Miljøstyrelsen, Helle Petersen, telefon 32 66 89 31.
Miljøstyrelsen udgav i 2000 en massestrømsanalyse af dioxinudslippet i Danmark. Rapporten "Substance Flow Analysis for dioxins in Denmark"
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.