Miljøstyrelsens oktan-kampagne har været en stor succes, viser en ekstern evaluering. Færre bilister fylder 98 oktan på bilen og gør dermed både miljøet og pengepungen en tjeneste. Kampagne-pjecen er blevet revet væk fra landets tankstationer og sendes derfor nu ud i et nyt oplag.
En stor del af de danske bilister har fulgt Miljøstyrelsens opfordring og undlader nu at tanke bilen op med 98 oktan, der indeholder det miljøskadelige stof MTBE. MTBE er under mistanke for at forurene grund- og drikkevand, og derfor har Miljøstyrelsen og Forbruger-Information forsøgt at få danskerne til at droppe 98 oktan fra til fordel for 95 oktan, der indeholder langt mindre MTBE. Det skete gennem kampagnen – Drop de dyre dråber – der løb af stabelen sidste sommer. Kampagnen var en stor succes, konkluderer en ekstern evaluering af kampagnen, som Kvistgaard Consult netop har foretaget for Miljøstyrelsen.
Ifølge evalueringen har hele 38 procent af bilisterne nemlig fulgt opfordringen fra kampagnens frontfigur, den grønne Oktanmand og skiftet fra de dyre og miljøskadelige højoktan-dråber til den billigere og mere miljøvenlige 95-oktan. Dertil kommer, at yderligere 25 procent af bilisterne overvejer at skifte oktantal inden for det næste år.
"Det er virkelig glædeligt, at bilisterne har taget budskabet til sig . MTBE er på vores liste over uønskede stoffer, fordi der er risiko for, at det siver ned og forurener grundvandet. Vi har ønsket at fortælle folk, at de sagtens kan skifte til et lavere oktan-tal til fordel for både miljø og pengepung, og at det for langt de fleste bilers vedkommende er ligegyldigt, om der bruges det ene eller det andet", siger Miljøstyrelsens direktør Steen Gade.
Ifølge evalueringen er 55 procent af bilisterne nu klar over, at man ikke nødvendigvis behøver at bruge 98 oktan, og hele 47 procent vidste, at det er stoffet MTBE, der er problemet ved højoktan-benzinen. Evalueringen betegner på den baggrund kampagnen som en "stor succes med en høj grad af målopfyldelse."
"Det er særdeles tilfredsstillende, at kampagnen ikke bare har gjort folk opmærksomme på, at der er et problem, men også hvad miljøproblemet er, og hvad der kan gøres ved det", siger Steen Gade.
Interessen for at skifte til de billigere og mere miljøvenlige dråber har været overvældende, og pjecen med en oversigt over bilmærker, der uden problemer kan skifte oktantal, er blevet revet væk fra tankstationerne. Derfor sendes den nu ud i et nyt oplag.
Mange bilister har troet, at bilens motor tager skade af at køre på 95 oktan. Men alle almindelige biler, der er produceret efter oktober 1990, er bygget til at køre på 95 oktan, og langt de fleste ældre biler kan også skifte benzintype uden problemer. Det er der heldigvis mange, der har opdaget, men er der stadig nogen, der er i tvivl, håber Miljøstyrelsen, at pjecen kan hjælpe dem.
Parallelt med Miljøstyrelsens kampagne har benzinselskaberne i Danmark besluttet at gøre deres for at fjerne risikoen fra MTBE. Fra den første maj i år vil selskaberne begrænse salget af 98 oktan benzin til under 200 servicestationer. Fra slutningen af marts måned kan man hente en pjece på servicestationerne, der viser, hvor man i fremtiden kan købe 98 oktan benzin. Nettet af servicestationerne er placeret, så bilister med behov for højoktan benzin til deres bil kan finde en tankstation med 98 oktan inden for maksimalt 30 kilometer.
Yderligere oplysninger: Kommunikationsmedarbejder Ida Larsen, Miljøstyrelsen, telefon 32 66 01 77
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.