Miljøstyrelsen har fundet et kraftigt steroidhormon i en kinesisk urtecreme med navnet "999". Alle der har brugt cremen, opfordres til at gå til lægen, da ukontrolleret brug f.eks. kan give forværret psoriasis-udbrud og fortyndet hud. Urtecremen er solgt fra Klinik for kinesisk medicin og akupunktur i Tåstrup.
Miljøstyrelsens analyse viser, at den kinesiske urtecreme af mærket "999" indeholder det kraftige steroidhormon dexamethason. Et stof, der ved ukontrolleret brug for eksempel give fortyndet hud og forværret psoriasis-udbrud.
Urtecremen er emballeret i en rød og hvid tube med rød og sort tekst på kinesisk samt angivelsen "999". Cremen er sendt til Miljøstyrelsen af en hudlæge, som havde en patient, der havde brugt cremen.
Cremen er - ifølge Miljøstyrelsens oplysninger - solgt fra Klinik for kinesisk medicin og akupunktur i Tåstrup. Klinikkens indehaver har overfor Miljø-styrelsen oplyst, at hun har indkøbt urtecremen i Kina og solgt den fra klinikken i perioden 1996-99.
Der gennemføres p.t. en ny analyse, som skal bekræfte fundet. Resultatet forventes at foreligge midt i januar. Miljøstyrelsen ønsker dog allerede nu at advare eventuelle købere af produktet for at begrænse eventuelle skader. Alle, der bruger produktet opfordres til at kontakte deres læge. Ophør med at bruge steroidprodukter bør ske under lægekontrol.
Samtidig med analysen af den kinesiske urtecreme har Miljøstyrelsen fået analyseret 12 andre hudcremer, som var mistænkt for at indeholde steroidhormoner. Ingen af de øvrige cremer indeholdt steroidhormoner. Listen over de undersøgte hudcremer kan du læse her på hjemmesiden.
Siden Skin-Cap sagen i 1997 har Miljøstyrelsen styrket kontrollen med hudplejemidler, der reklamerer med at have "fantastiske effekter". Indtil videre er der analyseret 35 hudplejemidler, som er indberettet enten af læger, forbrugere eller udtaget af Miljøstyrelsen selv på baggrund af markedsføringen bl.a. på internettet.
Kosmetik, som forhandles i EU, må ikke indeholde steroidhormoner. Såfremt importeret kosmetik videre sælges i Danmark, er det importørens ansvar at overholde de danske kosmetikregler.
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, sektionsleder Birte Børglum,
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.