Mange trafikeksperimenter i miljøtrafikugen Seksten af de tyve største kommuner i Danmark er med, når miljøtrafikugen løber af stablen i uge 38 fra den 18. – 24. september. Og de planlægger en bred vifte af aktiviteter fra bilfri bymidte og fest i gaderne til gratis kollektiv trafik. Det viser den seneste opgørelse over deltagende kommuner og deres aktivitetsplaner fra Miljøtrafiksekretariatet.
Stort set alle danskere får dermed mulighed for at deltage i aktiviteter i miljøtrafikugen, enten fordi de bor i eller pendler ind til en af de deltagende kommuner.
I alt har 38 store og mellemstore bykommuner spredt over hele landet tilmeldt sig miljøtrafikugen under slogan’et "Tænk i nye vaner". I Århus traf byrådet beslutning om at deltage i miljøtrafikugen i onsdags, og København kom med dagen efter, torsdag den 15. juni, da borgerrepræsentationen godkendte det fremlagte projektforslag. Aalborg og Odense har været på banen i flere måneder.
Initiativet til miljøtrafikugen er taget af Miljø- og Energiministeriet i samarbejde med Trafikministeriet og er det danske bidrag til den europæiske dag "In town, without my car!", som finder sted i samme uge, nemlig fredag den 22. september.
"I Danmark har vi valgt at udvide begivenheden til en hel uge og flytte fokus væk fra den bilfri by. Vi vil hellere bruge ugen til at skabe debat og vise nye veje til trafikadfærd. Jeg er glad for at kunne konstatere, at det er en strategi, der har vakt genklang hos kommunerne," siger Steen Gade, direktør i Miljøstyrelsen.
Slagelse lukker centrum for biler Slagelse var en af de to kommuner, der præsenterede sine planer for miljøtrafikugen på et pressemøde i Miljøstyrelsen mandag den 19. juni. Slagelse har i mange år døjet med store trafikproblemer i centrum af byen på grund af de mange biler. Nu har byrådet besluttet at bruge miljøtrafikugen til at få nogle værdifulde erfaringer.
To gader lukkes af, så hele bymidten er lukket for biler i hele ugen. De forretningsdrivende bakker op om eksperimentet, som vil blive fulgt nøje, så erfaringerne kan bruges i en eventuel fremtidig permanent løsning.
På sidste side af dette PresseNYT er der en liste over alle de 38 kommuner, der deltager i miljøtrafikugen. Nogle kommuner planlægger som Slagelse at lukke dele af byen af i perioder. Andre tilbyder gratis kollektiv trafik, og en del kommuner planlægger at sætte fokus på trafik, miljø og sikkerhed omkring skolerne. Alle kommuner har udarbejdet foreløbige aktivitetsplaner, som kan hentes elektronisk på miljøtrafikugens hjemmeside, www.miljoetrafik.dk
Ford arrangerer DM i økonomikørsel Ford Motor Company er en af de erhvervsvirksomheder, der er gået aktivt med i miljøtrafikugen, idet Ford har besluttet at arrangere et DM i økonomikørsel. 100 splinternye Ford Ka’er indregistreres og udsmykkes med miljøtrafikugens logo. Formålet med DM i økonomikørsel er at vise, at ens kørevaner har stor indflydelse på benzinforbruget.
100 chauffører med hver 3 venner eller familiemedlemmer deltager i løbet, der efter planen skal starte på Bornholm, da fire ud af fem bornholmske kommuner er med i miljøtrafikugen. Alle har mulighed for at tilmelde sig løbet. Tilmeldingen starter i august.
Herefter vil løbet bevæge sig igennem Sverige, over Øresundsbron og Storebæltsbroen til den nordligste by i Jylland, der deltager i miljøtrafikugen, som er Frederikshavn. Der vil blive gjort holdt i udvalgte miljøtrafik-byer undervejs. Vinderen er den bil, der tilbagelægger strækningen med det mindste benzinforbrug. Præmien til vinderholdet er fri afbenyttelse af en Ford Ka i et år inkl. service.
Lancering af miljøtrafikanten Med miljøtrafikugen introduceres det nye begreb: miljøtrafikant. En miljøtrafikant er ikke "kun" en miljøbilist, men en trafikant som i sit valg af transportform og i brugen af transportmidlet inddrager de miljømæssige aspekter på lige fod med de økonomiske og tidsmæssige aspekter.
En miljøtrafikant er bl.a. karakteriseret ved, at han/hun
Miljøtrafikanten bliver et af de centrale begreber i miljøtrafikugen. Begrebet vil bl.a. blive lanceret gennem en folder, plakater og bannere ved stærkt trafikerede veje. Miljøtrafiksekretariatet diskuterer med oliebranchen, hvordan benzinselskaberne kan medvirke til at lancere begrebet over for trafikanterne.
På www.miljoetrafik.dk kan man læse mere om baggrunden for og argumenterne bag miljøtrafikant-begrebet.
Rend og hop! – miljøtrafik på skoleskemaet Et af hovedtemaerne i miljøtrafikugen er "den daglige tur", og her kommer transporten af børnene til og fra skole i centrum. Flere og flere forældre kører børnene i bil til skole, og det skaber en ond cirkel. For jo flere biler der kommer på vejene, jo mere fristes endnu flere forældre til også at tage bilen, blandt andet fordi de bliver bekymrede for børnenes sikkerhed i trafikken
Miljøtrafiksekretariatet og Danmarks Naturfredningsforening har derfor sammen iværksat en kampagne for at få landets 2.400 skoler til at sætte trafik og miljø på skemaet i miljøtrafikugen. Det sker under slogan’et "Rend og hop!"
Blandt ideerne til aktiviteter i skolerne er:
Danmarks Naturfredningsforenings skoletjeneste, Vilfred, udgiver i forbindelse med kampagnen to magasiner om børn, trafik og miljø, som kan bruges i undervisningen.
Den internationale kampagne: "In town, without my car!" Tilmeldingerne til den europæiske kampagne "In town, without my car!", som finder sted fredag den 22. september, løber stadig ind. Fra Danmark har både Århus og København nu besluttet at følge trop med Aalborg og Odense og underskrive det internationale charter. Det betyder, at landets fire største byer nu er med i den internationale kampagne, og miljøtrafiksekretariatet forventer, at mange af de kommuner, der deltager i den danske uge også tilslutter sig den internationale kampagne.
Alle EU-lande deltager i år undtagen Holland. Til gengæld er Schweiz også med. Det er vigtigt for kampagnens synlighed, at hovedstæderne deltager, og det tegner til at blive tilfældet. Kun Amsterdam og Stockholm har meddelt, at de ikke er med.
Også lande uden for EU viser stor interesse for den bilfri dag, og EU-landene har en god kontakt til bl.a. Kroatien, Polen og Ungarn, som dog måske først når at være med til næste år. Også uden for Europa planlægges der og har der været afholdt bilfri dage, bl.a. i Colombia og Sydkorea her i foråret. Der er en livlig diskussion om bilfri dag på internettet, og ngo’ere har opfordret til en "World Car Free Day" til næste år.
Initiativet til den europæiske kampagne stammer fra Frankrig, som har arrangeret miljøtrafikdag den 22. september siden 1998. I 1999 deltog 66 franske byer og 90 italienske byer.
Miljøtrafikugens hjemmeside bliver opdateret løbende. Her kan man læse nyt om kommunernes aktiviteter, deltagende organisationer osv. Man kan også komme i kontakt med den kontakt-person, der er ansvarlig for miljøtrafikugen i de deltagende kommuner.
Yderligere oplysninger: Sekretariatsleder Henrik Paag, Miljøtrafiksekretariatet, tlf. 33 73 71 33 (Brian Kristensen, Miljøstyrelsen, tlf. 32 66 02 13)
Miljøtrafikugen: www.miljoetrafik.dk
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.