16 store og mellemstore bykommuner har foreløbig tilmeldt sig miljøtrafikugen, som finder sted i uge 38 fra den 18. 24. september under sloganet "Tænk i nye vaner". Initiativet til miljøtrafikugen er taget af Miljø- og Energiministeriet i samarbejde med Trafikministeriet og er inspireret af den europæiske dag "In town, without my car!", som finder sted i samme uge, nemlig fredag den 22. september.
"Vi tror ikke så meget på, at enkeltstående miljøtrafikdage i byerne for alvor kan være med til at skabe debat og vise nye veje. Vi har derfor udvidet begivenheden til en hel miljøtrafikuge, og vi vil flytte fokus lidt væk fra temaet den bilfri by," siger Steen Gade, direktør i Miljøstyrelsen.
90 danske bykommuner modtog i slutningen af marts en direkte opfordring fra Miljøstyrelsen til at deltage i miljøtrafikugen. Landets øvrige kommuner er blevet orienteret om kampagnen via Kommunernes Landsforenings ugentlige nyhedsbrev. Tilmeldingsfristen er sat til den 31. maj.
16 kommuner har allerede tilmeldt sig. Fra hovedstadsområdet er det foreløbig Frederiksberg, Gentofte, Hvidovre, Hillerød og Høje-Taastrup. I Jylland er det Aalborg, Hjørring, Herning, Holstebro, Grenaa, Silkeborg og Vejle. Også Odense, Nakskov og Rønne har tilmeldt sig.
I København har økonomiudvalget besluttet at iværksætte forberedelserne af miljøtrafikugen. Borgerrepræsentationen træffer endelig stilling til kommunens deltagelse på sit møde den 15. juni.
"Det er meget positivt, at så mange kommuner allerede har meldt sig på banen. Mange af de helt store kommuner er med, og vi er islær glade for, at det med Rønnes og Nakskovs deltagelse allerede nu er en kendsgerning, at miljøtrafikugen bliver en landsdækkende begivenhed," siger sekretariatsleder Henrik Paag fra Miljøtrafiksekretariatet.
Miljøtrafikugen skal vise nye veje Trafikken udgør det største miljøproblem i byerne. Formålet med miljøtrafikugen er derfor at fremme miljøvenlig transportadfærd og synliggøre miljørigtige transportløsninger.
"Miljøtrafikugen skal bruges til at vise, at trafikken i byerne kan foregå på andre måder og med større hensyn til byens borgere," siger Steen Gade.
Ugen skal være en slags eksperimentarium, hvor kommuner og organisationer kan afprøve alternative trafikale løsninger og vise nye og spændende anvendelser af byen. Det sker med udgangspunkt i to hovedtemaer: "Den daglige tur" og "Byens rum".
"Den daglige tur" tager afsæt i de daglige rutiner i forbindelse med transport til og fra arbejde og fritidsaktiviteter. Temaet lægger op til aktiviteter, der kan styrke den kollektive trafik, fremme kombinationsrejser, øge samkørslen, få flere til at cykle og gå og fremme pendlerplaner for virksomheder. "Byens rum" lægger op til aktiviteter, der skal vise, hvordan byområder kan anvendes, når der er færre biler i byrummet.
Miljøtrafiksekretariatet koordinerer aktiviteterne Miljøstyrelsen har etableret et sekretariat for miljøtrafik, der skal koordinere de mange aktiviteter i miljøtrafikugen. Miljøtrafiksekretariatet står for de overordnede, landsdækkende aktiviteter og koordinerer aktiviteterne i de deltagende kommuner. Kommunerne kan også hente inspiration og rådgivning hos sekretariatets medarbejdere.
Alle kommuner, der deltager i miljøtrafikugen, er blevet bedt om at udpege en nøgleperson, som koordinerer kommunens egne aktiviteter. I denne uge får alle nøglepersonerne tilsendt en "mappe til nøglepersoner", der bl.a. indeholder et omfattende idékatalog over, hvordan man
Kommuner, der vil deltage i miljøtrafikugen, vælger selv, hvilke aktiviteter, de vil gennemføre, men forpligter sig til at indgå i en dialog med miljøtrafiksekretariatet om udvikling, planlægning og realisering af aktiviteterne.
I manualen kan kommunerne også hente oplysninger om, hvilke tilskudsmuligheder der er til aktiviteterne. De kan fx søge tilskud fra en særlig miljøtrafikpulje, der er oprettet i forbindelse med miljøtrafikugen.
Der er etableret en hjemmeside for miljøtrafikugen på adressen www.miljoetrafik.dk. Hjemmesiden er det elektroniske informationscenter for hele miljøtrafikugen. Her kan man blive løbende opdateret om nye aktiviteter, og der vil blive etableret mulighed for at nøglepersonerne kan udveksle viden og erfaringer på tværs af kommunerne.
Aalborg viser vej I Aalborg er man langt fremme med planerne for miljøtrafikugen, som bl.a. skal bruges til at formidle de resultater, kommunen allerede har opnået på det miljøtrafikale område. Kommunen vil intensivere informationerne omkring kollektive trafikforbindelser og det lokale stinet, og der vil blive fulgt op på projekt "Pendlercykler", som er et samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab.
Der er nedsat en arrangementsgruppe med deltagelse af foreninger, virksomheder og selskaber, som sammen skal finde ud af, hvordan byens mange torve og pladser bedst udnyttes i miljøtrafikugen. Aalborg Kommune arbejder også på en inensiv kampagne om pendlerservice på internettet og en udstilling om trafikfredeliggørelsen af Aalborg Midtby.
Endelig vil kendte personer fra byrådet og erhvervslivet med borgmesteren i spidsen føre transportdagbog i uge 38 som et led i "Test-dig-selv" kampagnen.
Samarbejde med organisationer og virksomheder Kommunerne bliver omdrejningspunktet for aktiviteterne i miljøtrafikugen, men miljøtrafiksekretariatet arbejder også på at involvere en lang række relevante organisationer og virksomheder i kampagnen, enten via landsdækkende projekter eller lokale projekter i samarbejde med kommunerne.
En række organisationer er repræsenteret i Følgegruppen for miljøtrafikugen, som er nedsat af Miljøstyrelsen. Det gælder bl.a. Dansk Cyklist Forbund, DSB, HT, Kommunernes Landsforening, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Dansk Transport og Logistik og De Grønne Guider.
Miljøtrafiksekretariatet har kontaktet disse og andre organisationer for at undersøge mulighederne for et evt. samarbejde om projekter og sponsorering i forbindelse med ugen.
Organisationerne har mulighed for at søge tilskud til deres aktiviteter fra Den Grønne Fond.
"Vi cykler på arbejde" og "Vi cykler til bageren" Miljøtrafikugen har indledt et samarbejde med Dansk Cyklist Forbund, som bl.a. indebærer, at "Vi cykler på arbejde" kampagnen flyttes, så den kulminerer i uge 38. Over 50.000 danskere deltog sidste år i kampagnen, som Dansk Cyklist Forbund står bag sammen med Dansk Firmaidrætsforbund. Deltagerne cykler på arbejde i tre uger, og i år er kampagneperioden fra 4. 24. september. Man kan læse mere om "Vi cykler på arbejde" på hjemmesiden www.vicykler.dk.
Nordsjællands Miljø- og Energikontor står for et andet landsdækkende cykelprojekt, som afvikles i miljøtrafikugen. Projektet er døbt "Vi cykler til bageren". Det skal højne bevidstheden om transportmiddelvalg og begrænse forbruget af korte bilture. Målet er at få 925 ud af landets 1250 bagerforretninger til at dele gratis morgenbrød ud til alle cyklende bagerkunder fredag den 22. september.
FDM og Dansk Cyklistforbund indgår i projektet, som foreløbig har modtaget 300.000 kr. i støtte fra Trafikministeriet og 50.000 kr. fra Den Grønne Fond.
Den internationale kampagne: "In town, without my car!" 15 europæiske lande har foreløbig besluttet sig til at deltage i den europæiske kampagne "In town, without my car!", som løber af stablen fredag den 22. september. Det drejer sig om Østrig, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Irland, Italien, Luxemburg, Portugal, Spanien, Sverige, Storbritanien og Schweiz.
Initiativet til en årlig bilfri dag stammer fra Frankrig, som har arrangeret miljøtrafikdag den 22. september siden 1998. I 1999 deltog 66 franske byer og 90 italienske byer.
Byer, der vil deltage i den europæiske bilfri dag, skal underskrive et europæisk charter med en række fælles overordnede retningslinjer, som sikrer at kampagnen får en vis fælles identitet. Kampagnen har tre formål:
Fra Danmark har Aalborg og Odense foreløbig tilmeldt sig "In town, without my car!", København er mulig deltager og tager senest endelig stilling på Borgerrepræsentationens møde den 15. juni. Andre store europæiske byer, der deltager, omfatter bl.a. Bruxelles, Helsingfors, Hamburg, München, Athen, Bilbao, Barcelona og Geneve.
Hertil kommer en lang række store franske og italienske byer, der også deltog sidste år. Fristen for tilmelding til "In town, without my car!" er den 30. juni.
Yderligere oplysninger: Sekretariatsleder Henrik Paag eller Jakob Hoj, Miljøtrafiksekretariatet, tlf. 33 73 71 33 eller Flemming Secher eller Brian Kristensen, Miljøstyrelsen, tlf. 32 66 02 13
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.