Miljøstyrelsen foreslår i et debatoplæg til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, at de grønne regnskaber i de kommende år udvikles med administrative forbedringer, større udbredelse og justeringer af indholdet.
Miljøstyrelsen har udarbejdet et debatoplæg om fremtidens grønne regnskaber som opfølgning på den uafhængige evaluering af de første to årgange af grønne regnskaber fra juni 1999.
"Grønne regnskaber er et vigtigt værktøj til at opnå miljøforbedringer. Udfordringen består i på lang sigt at udvikle regnskaberne til at være egentlige miljøselvangivelser. Det er ikke en udvikling, der kommer af sig selv - og vi skal derfor hele tiden videreudvikle de grønne regnskaber og sørge for, at de bliver udbredt og brugt mere i fremtiden. Debatoplægget fra Miljøstyrelsen er første skridt på vejen", siger Miljøstyrelsens direktør Steen Gade
I det nye debatoplæg foreslår Miljøstyrelsen en række forbedringer af det nuværende koncept, og den måde regnskaberne bliver administreret på.
"I den videre proces foreslår Miljøstyrelsen, at der nedsættes et udvalg på tværs af myndigheder, virksomheder og organisationer. Udvalget skal fungere som et formelt dialogforum under udviklingen af fremtidens grønne regnskaber. Udvalget kan bl.a. undersøge muligheden for at videreudvikle konceptet med krav om flere nye elementer, herunder f.eks. produkternes miljøegenskaber, og hvordan regnskabspligten bedst udvides til at omfatte flere virksomheder", siger Steen Gade
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsen, Industrikontoret, kontorchef Frank Bill, tlf. 32 66 04 89 eller cand. scient. Charlotte Thy tlf. 32 66 89 07.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.