Som et af de første lande i verden går Danmark nu i gang med at afvikle brugen af de kraftige drivhusgasser.
Miljøstyrelsen har i dag udsendt et forslag til regulering af de kraftige industrielle drivhusgasser HFCer, PFCer og SF6. Gasserne bruges bl.a. som kølemiddel, til produktion af bl.a. isoleringsskum og andre skumtyper, i støjdæmpende vinduer m.m.
Brugen af gasserne skal nedbringes, da de bidrager til en unaturlig opvarmning af jorden. De bliver kaldt "kraftige" drivhusgasser, fordi deres drivhuseffekt er mange gange større end for CO2. F.eks. svarer 1 kg af den mest anvendte HFC (HFC-134a) til 1.300 kg CO2, mens 1 kg SF6 svarer til næsten 24.000 kg CO2.
Forslaget til regulering af disse gasser skal ses som et vigtigt led i denne samlede indsats over for alle menneskeskabte kilder, der giver drivhuseffekt.
Forslaget indeholder en gennemgang af hvert enkelt af stoffernes anvendelsesområde, og indeholder datoer for stop af brugen af de industrielle drivhusgasser i nye anlæg/produkter. Miljø- og energiminister Svend Auken har tidligere bebudet et stop for denne anvendelse i 2006.
Planen indeholder forslag til afviklingsdatoer for langt de fleste anvendelsesområder på en række områder foreslås et stop tidligere end i 2006.
Forslaget sendes ud i høring. Miljøstyrelsen vil meget gerne have synspunkter på de konsekvenser, som planen vil have. Det gælder f.eks.:
På baggrund af tilkendegivelserne vil der blive udarbejdet et udkast til bekendtgørelse til regulering af de kraftige industrielle drivhusgasser.
Reguleringsforslaget vil blive oversat til engelsk, da det forventes at vække international opsigt. Danmark bliver nemlig et af de første lande, der foreslår en regulering af disse drivhusgasser.
Forbruget af de industrielle drivhusgasser har samlet set været stigende igennem de sidste år. Det skønnede udslip kan ud fra forbruget i 1998 opgøres til ca. 540.000 tons CO2-ækvivalenter, svarende til ca. 1 % af den totale danske CO2-emission.
Det fremtidige udslip bliver endnu større, hvilket bl.a. skyldes overgangen fra ozonlagsnedbrydende stoffer (HCFCer) til HFCer. De industrielle drivhusgasser vil således fremover være en betydende kilde til den øgede drivhuseffekt, hvis der ikke gribes ind nu.
I forbindelse med "Program for Renere Teknologi m.v." har Miljøstyrelsen givet økonomisk støtte til en række projekter, der har eller har haft til formål at udvikle og/eller formidle viden om alternativer til de industrielle drivhusgasser.
Projekterne har været medvirkende til udviklingen af en række danske alternativer til adskillige anvendelsesområder. Mange af disse resultater har bevirket, at det har været muligt at foreslå en afvikling af brugen af de industrielle drivhusgasser inden for de specifikke anvendelsesområder.
Denne udvikling er videreført under "Program for renere produkter m.v.", hvorunder Miljøstyrelsen i efteråret 1999 har givet økonomisk støtte til flere projekter f.eks. udvikling og afprøvning af alternativer til SF6 i støjisolerende vinduer, udvikling af CO2-baseret kølecontainer m.m.
Yderligere oplysninger: Frank Jensen, Kemikaliekontoret, tlf. 32 66 04 23.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.