Oliebranchens Miljøpulje vil i 1999 koncentrere sin indsats - med at undersøge og oprense jorden under gamle benzinstationer - til de af amterne udpegede områder med særlige drikkevandsinteresser. Undersøgelserne bliver gennemført og finansieret af Oliebranchens Miljøpulje, der blev oprettet af oliebranchen og en række offentlige myndigheder i 1992.
Oliebranchens Miljøpulje (OM) brugte i 1998 i størrelsesorden 120 mio. kr. til at undersøge og oprense jorden og grundvandet under ca. 500 nedlagte benzinsalgsanlæg i Danmark. Pengene kommer fra de otte olieselskaber, der sælger brændstof fra danske benzinstationer. Olieselskaberne betaler et bidrag til puljen i forhold til de enkelte selskabers benzinsalg.
Oliebranchens Miljøpulje blev oprettet i 1992 af Oliebranchens Fællesrepræsentation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns- og Frederiksberg Kommuner og Miljøstyrelsen. Et Miljøpuljeråd med repræsentanter for parterne beslutter i hvilken rækkefølge de tilmeldte grunde skal prioriteres til undersøgelse og fjernelse af eventuel forurening. Der bliver ved denne prioritering lagt afgørende vægt på beskyttelsen af grundvandet. Miljøstyrelsens Direktør Erik Lindegaard er formand for rådet.
Miljøpuljerådet besluttede i 1998, at Oliebranchens Miljøpulje for fremtiden skal koncentrere sin indsats i, de af amterne, udpegede områder med særlige drikkevandsinteresser. På rådsmødet den 10. februar i år prioriterede Miljøpuljerådet 550 grunde. Af de 550 grunde er de 444 beliggende i områder med særlige drikkevandsinteresser, eller i områder med mindre end 300 m til en betydende vandforsyning. De resterende 106 grunde er primært prioriteret på grund af særlige forhold. Et eksempel på grunde, der prioriteres som følge af "særlige forhold" er projekterede byggeprojekter på grunden, som vanskeligt kan afvente den almindelige prioritering,
Med tilgangen af de 550 grunde vil Oliebranchens Miljøpulje fra ordningens start i begyndelsen af 1993 og til udgangen af 1999 have undersøgt og oprenset mere end 2000 grunde, hvorfra der tidligere har været detailsalg af benzin.
I juni 1997 besluttede Miljøpuljerådet at OM skulle foretage en speciel undersøgelses -og oprensningsindsats på Bornholm. Denne indsats blev afsluttet ult. 1997. I 1998 besluttede Puljerådet at foretage en tilsvarende indsats på Samsø. Efter aftale med Århus Amt og Samsø kommune undersøgte man alle grunde, hvor der tidligere har været detailsalg af benzin - i alt 24 grunde. Det viste sig, at mere end halvdelen af grundene ikke var forurenede og på de øvrige grunde er forureningen blevet fjernet i slutningen af 1998. Ligesom på Bornholm har OM i samarbejde med en professionel jordrenser og de ansvarlige myndigheder været initiativtager til at oprette et biologisk anlæg til rensning af den forurenede jord på Samsø.
Ud fra disse gode erfaringer, har Miljøpuljerådet besluttet ligeledes at prioritere alle grunde, hvorfra der tidligere har været detailsalg af benzin, på den næste af de større øer - Ærø. Der er i alt prioriteret 17 grunde på øen, og de vil blive undersøgt og oprenset i 2. halvår af 1999.
Indtil 1. april 1999 kan amterne og kommunernes tilmelde grunde, hvor der har været gamle benzinstationer, til Miljøpuljerådets sekretariat, der varetages af Miljøstyrelsen. I øjeblikket er der tilmeldt ca. 4.100 grunde der venter på at blive undersøgt og oprenset. Det er i sagens natur ikke muligt, hverken finansielt eller administrativt, at undersøge og oprense disse grunde på en gang. Oliebranchens Miljøpulje forventer således at have afsluttet de sidste undersøgelser og oprensninger omkring år 2010.
Miljøpuljerådet forventer at der, når tilmeldingsfristen udløber den 1. april 1999, i alt vil være tilmeldt ca. 8000 grunde, hvor der har været servicestationer.
I gennemsnit har det indtil i dag kostet OM ca. 400.000 kr. at undersøge og rense op på de gamle servicestationer. Dette beløb omfatter alle grunde, dvs. grunde hvor undersøgelserne har vist "ingen forurening", og som derfor har kostet et mindre beløb, til grunde med store forureninger, der har været kostbare at rense op. Den hidtil dyreste oprensning har kostet ca. 12 mio. kr.
Den gennemsnitlige oprensningspris er faldet igennem alle de seks år OM har været i gang med oprensningsarbejdet og OM forventer at prisen fortsat kan reduceres lidt i de kommende år, bl.a. fordi Oliebranchens Miljøpulje har vist, at stordriftsfordele og logistikmæssige tiltag med fordel kan anvendes i forbindelse med både undersøgelser og oprensninger, og fordi de tiltag der anvendes i dag, til at gennemføre undersøgelser og foretage oprensning af olie- og benzinforureninger, er blevet bedre og billigere.
Yderligere oplysninger: Civilingeniør, Ph.D. Michael Mücke Jensen, Miljøstyrelsen, tlf. 32 66 03 85 eller direktør Steen Berg Pedersen, Oliebranchens Miljøpulje, tlf. 33 14 73 70.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.