Når sejlere og piloter opdager olie på havet, er et hurtigt opkald til SOK afgørende for bekæmpelsen af forureningen. Miljøstyrelsen lancerer derfor en ny informationskampagne, der skal effektivisere indberetningen af olieforurening.
Forsvarets overvågning af olieforurening i danske farvande er forstærket de seneste år. Men det er selvsagt uhyre bekosteligt og praktisk talt umuligt at overvåge hver eneste kvadratmeter dansk søterritorium døgnet rundt. I de kommende uger søsætter Miljøstyrelsen derfor en kampagne, der skal informere piloter, fiskere og andre erhvervssejlere om deres pligt til at kontakte Søværnets Operative Kommando, når de opdager større områder med olieforurening på havet.
Kampagnen skal ses i lyset af Miljø- og Planlægningsudvalgets beretning fra juni 1998, der lægger op til en skærpet indsat mod olieforureningen. I 1996 gennemførte Miljøstyrelsen en lignende kampagne rettet mod fritidssejlere, og nu er turen kommet til erhvervssejlere og piloter, der dagligt færdes på eller over havet.
"Ring til Søværnets Operative Kommando på 89 43 30 99, hvis du opdager større olieudslip", er det enkle hovedbudskab i en folder, der distribueres via fagblade, rederier, lufthavne og havnekontorer i de kommende uger. For selv om mange piloter og erhvervssejlere kender havmiljølovens krav om indrapportering af olieforurening, er en del stadig i tvivl om, hvem de skal kontakte. Det kan i et vist omfang skyldes, at driftsansvaret for bekæmpelsen af olieforurening de seneste år er flyttet fra Miljøstyrelsen til Søværnets Operative Kommando. Miljøstyrelsen modtager således stadig en del indberetninger fra fiskere og piloter, der ikke er klar over, hvem de skal kontakte. Det skal kampagnen råde bod på.
Som noget relativt nyt kan personer, der indrapporterer en olieforurening, få en tilbagemelding fra Søværnets Operative Kommando, så snart der er fulgt op på sagen. Ca. 400 indrapporteringer blev det til sidste år - et tal der har været nogenlunde konstant i en årrække. Normalt drejer ca. halvdelen af observationerne sig om enten let olie/diesel - der fordamper - eller mudder/alger/strømskel, hvor der er tale om falsk alarm.
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsens Havkontor, fuldmægtig Ivan Andersen, tlf. 32 66 04 50.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.