De svenske myndigheder har nu indgået en aftale med to svenske virksomheder om at fjerne flyveasken i Fuglebjerg kommune.
Sagen drejer sig om, at flyveaske fra to svenske virksomheder er blevet eksporteret til bl.a. en ejendom i Fuglebjerg kommune uden tilladelse fra myndighederne. Flyveasken blev importeret af firma Weptech til en grund i Fuglebjerg kommune fra november 1997 til foråret 1998. Flyveasken skulle have været anmeldt til både de svenske og danske myndigheder i henhold til de gældende regler, fordi der ikke var tale om ren flyveaske.
Flyveasken var imidlertid ikke blevet anmeldt, og eksporten fra Sverige var derfor ulovlig. Fuglebjerg kommune bad derfor Miljøstyrelsen om hjælp til at få flyveasken sendt retur til Sverige.
Miljøstyrelsen havde den 14. januar 1999 et møde med de svenske myndigheder, hvor det blev aftalt, at de svenske myndigheder skulle tage kontakt til de involverede svenske virksomheder for at få affaldet tilbage til Sverige. De svenske myndigheder har siden da forhandlet med virksomhederne om tilbagetagningen.
Forhandlingerne er nu lykkedes, og de svenske virksomheder er gået ind på at fjerne affaldet i Fuglebjerg. Det er hensigten, at affaldet herefter skal sendes til Norge for at blive endeligt deponeret der. Miljøstyrelsen og Naturvårdsverket vil samarbejde om de administrative procedurer i forbindelse med transporten til Norge, ligesom Fuglebjerg Kommune også vil blive inddraget i det praktiske arbejde.
Der ligger også flyveaske andre steder i Danmark i mindre partier. Miljøstyrelsen har orienteret de svenske myndigheder om, at der også i visse af disse tilfælde vil blive tale om at fjerne affaldet.
Nogle grundejere og kommuner har allerede tilkendegivet, at de ønsker affaldet fjernet. Andre steder er det indbygget under stalde m.v., og i disse tilfælde vil der ikke blive tale om at fjerne det. Når affaldet er overdækket udgør det ikke nogen miljømæssig risiko.
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsen, underdirektør Niels Juul Jensen tlf. 32660154 og kontorchef Leif Mortensen, tlf. 32660310.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.