To nye pjecer fra Miljøstyrelsen og Træbranchens Oplysningsråd skal hjælpe forbrugere og gør-det-selv-folk til at finde holdbare og miljørigtige løsninger til deres arbejde med træ. Pjecerne er et led i en samlet informationsindsats for at fremme brugen af træ uden imprægnering
De to pjecer "Havens Hegn" og "Facader af træ" giver miljørigtige råd om, hvordan man vælger, opsætter og vedligeholder hegn og træfacader. Og specielt hvordan man finder alternativer til imprægneret træ, der er mindre miljøbelastende både ved produktion, anvendelse og bortskaffelse.
I de sjældne tilfælde, hvor det er nødvendigt at bruge imprægneret træ, er det derfor vigtigt at vælge træ uden krom. Det kan for eksempel være, hvor konstruktionerne er svære at udskifte og hvor der er personrisiko.
Arsenbehandlet træ er forbudt i Danmark, mens man stadigvæk kan købe træ imprægneret med kromholdige midler. I Danmark er der kun godkendt midler uden krom. Forbrugernes garanti er at købe imprægneret træ med NTR-mærket - og behandlet med midler, der er godkendt af Miljøstyrelsen.
Der eksisterer i dag en række alternativer til imprægneret træ. Naturtræ - som for eksempel Western Red Cedar og kernetræ af eg - kan holde op til 25 år i jord. Følger man samtidig de gamle principper om konstruktiv træbeskyttelse, således at vandet ledes væk fra træet og endefladerne beskyttes med udhæng og afdækning, så er det ikke nødvendigt med imprægneret træ.
Der er tidligere udsendt to andre pjecer i træ-serien "Vælg træ rigtigt" og "Legepladser af træ". Alle pjecerne fås gratis i alle tømmerhandler, byggemarkeder og lignende. Herudover har Miljøstyrelsen i samarbejde med Forbrugerstyrelsen udgivet pjecen "Ren besked om træ".
Træpjecerne er en del af en større kampagne om alternativer til imprægneret træ.
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsen, Cand. pharm. Lea Frimann-Hansen, tlf. 32 66 01 00 eller Træbranchens Oplysningsråd, Direktør Bjarne Lund Johansen, tlf. 45 28 03 33
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.