Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion udgiver i dag sin årsberetning for 1998.
Som et led i en styrket indsats på kemikalieområdet åbnede Miljøstyrelsen i 1998 Kemitelefonen. Kemitelefonen gør det lettere og hurtigere at få information om kemikalier. I sit første leveår modtog Kemitelefonen 2022 opkald fra firmaer, private og andre, der ønskede information om kemikalielovgivningen og om kemiske produkter. En fjerdedel af henvendelserne til Kemitelefonen var om kosmetiske produkter. Netop produkter rettet mod private forbrugere fik generelt stor opmærksomhed sidste år. Kemikalieinspektionen behandlede i 1998 ca. dobbelt så mange indberetninger om kosmetik som i 1997. En række af disse er kommet via Kemitelefonen.
Årsberetningen viser også, at Miljøstyrelsen i 1998 har vundet 24 sager efter anmeldelse til politiet. I tre af sagerne fik de skyldige bøder på over 50.000 kr. Den største bøde var på 90.000 kr. i en sag om ulovligt salg af bekæmpelsesmidler. Det er den hidtil største bøde, der er idømt for en overtrædelse af kemikalieloven. Sælgeren fik samtidig konfiskeret 558.140 kr. - der svarer til udbyttet ved salget.
Inspektionen har i 1998 igangsat 13 kampagner. Især skal kampagnen om salg af forbudte bekæmpelsesmidler fremhæves. Her konstaterede inspektionen ved besøg hos 173 forhandlere af bekæmpelsesmidler, at 24 havde bekæmpelsesmidler stående, som ikke må sælges. Hovedparten af sagerne er endt med, at forhandlerne har fået påbud om at sende bekæmpelsesmidlerne til kontrol-leret destruktion.
Endvidere er antallet af tilladelser til at sælge giftige og meget giftige bekæmpelsesmidler faldet kraftigt fra 1997 til 1998. Det skyldes bl.a., at der heldigvis anvendes færre og færre giftige bekæmpelsesmidler, og samtidig er mange sælgere ved inspektionens besøg blevet gjort opmærksomme på, at deres tilladelser ikke var nødvendige, da de ikke længere sælger giftige bekæmpelsesmidler.
Rapporten kan købes i Miljøbutikken og koster 75 kr.
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, sektionsleder Birte Børglum, tlf. 32 66 02 97, eller fuldmægtig Hanne Thygesen, tlf. 32 66 01 35.
Læs mere om kemikalier, bl.a. årsberetningen 1997 på Miljøstyrelsens hjemmeside (under kemikalier). Årsrapporten vil kunne læses på hjemmesiden i løbet af september måned.