Miljøstyrelsen afholder den 8. september 1999 en konference i DGI-byen i København, hvor borgernes miljørettigheder er i fokus. Her vil bl.a. reglerne om miljøorganisationers klageadgang blive set efter i sømmene.
Sidste sommer underskrev Danmark og 34 andre lande Århuskonventionen, der handler om borgernes miljørettigheder - retten til viden, retten til at deltage og retten til at klage. Konventionen skal nu omsættes til dansk lov.
For at få input til det danske arbejde holder Miljøstyrelsen en konference den 8. september. Her inviteres grønne organisationer, erhvervslivet, amter og kommuner, pressen m.v. til at komme med input. Er de danske regler om aktindsigt gode nok? Fungerer samarbejdet mellem miljøorganisationer og myndighederne?
Miljøstyrelsens direktør Steen Gade siger: "Arbejdet med Århuskonventionen er en god anledning til at se den danske miljølovgivning efter i sømmene. Vi skal gennemgå miljøorganisationernes klageadgang. Og hvordan står det egentlig til med aktindsigten hos offentlige selskaber ? Århuskonventionen er en god anledning til se på de danske regler, selvom vi er langt fremme mht. åbenhed og offentlighedens inddragelse sammenlignet med andre lande. Er vi gode nok til at formidle miljøoplysninger og til at inddrage borgerne, når der udarbejdes planer, lovregler miljøaftaler mv.?"
Man kan stadig nå at melde sig til konferencen. Oplysninger om Århuskonferencen kan læses på Miljøstyrelsens hjemmeside på www.mst.dk/nyheder/06000000.htm, hvor det er muligt at tilmelde sig konferencen elektronisk. Du kan også ringe til Miljøstyrelsens Kommunikationsekretariat, Dorthe Bruus tlf.: 32 66 02 24.
Miljøstyrelsen har allerede startet en debat på nettet om Århuskonventionen, hvor du kan give din mening til kende om borgernes indflydelse på miljøbeslutningerne.
"Jeg håber, at konferencen den 8. september og vores webdebat kan sætte fut i arbejdet med at få borgerne på banen i miljøpolitikken. Aktive borgerne er en forudsætning for, at projekt bæredygtighed har en reel fremtid ", siger direktør Steen Gade, der indleder konferencen i DGI-byen.
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsens Tilsyns- og Lovkontor,fuldmægtig Peter Jørgensen, tlf. 32 66 02 18 eller informationsmedarbejder Ida Larsen, tlf. 32 66 01 77.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.