Miljøstyrelsen offentliggør sommerens første iltsvindsrapport i 1999. Rapporten tager pulsen på iltsvindet i havet omkring Danmark. Iltsvindet kan give store problemer afhængig af vejret de næste par måneder.
Den våde vinter og forår kombineret med det gode sommervejr har skabt ideelle rammer for iltsvindet i de danske farvande. De mange algeopblomstringer i foråret og i forsommeren ligger nu på havets bund, hvor de rådner. Dette har sat skub i iltsvindet.
Miljøstyrelsens nye rapport giver et godt overblik over, hvor der er problemer med lavt iltindhold. Rapporten bygger på resultaterne af amternes og Københavns kommunes overvågning af fjorde og kystnære farvande, samt Danmarks Miljøundersøgelsers resultater i de åbne farvande..
Rapporten viser, at iltindholdet i bundvandet mange steder er lavere end sidste år. Lige nu står det værst til i mange af Jyllands fjorde, hvor der flere steder er kraftigt iltsvind. Der er også problemer på vej i det vestlige Kattegat, i Lillebælt samt i farvandet vest for Bornholm.
I midten af august var der kraftigt iltsvind i store dele af Limfjorden. Det kraftige iltsvind har udslettet det meste af dyrelivet på bunden i op imod 1/3 af Limfjorden. Også i Vejle Fjord er situationen kritisk. I starten af august blev der observeret omfattende fiskedød. Flere fjorde har i lighed med tidligere år problemer med iltsvind for eksempel Flensborg Fjord, Isefjorden, Mariager Fjord og Ringgårdsbassinet i det sydfynske øhav.
I de åbne farvande i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og i Bælthavet er iltindholdet i vandet også lavt. Hvis ikke vinden sørger for vandudskiftning og dermed ny ilt til bundvandet, er mange dele af havet og de dybe fjorde truet af alvorlige iltsvind. En "Indian Summer" med varmt og vindstille vejr vil derfor forværre problemerne med iltsvindet.
Miljøstyrelsen følger løbende udviklingen i iltindholdet i de danske fjorde og have. Vandmiljøplan II fra 1998 er sat i gang og har som mål at intensivere indsatsen for et bedre vandmiljø. Planens mål er bl.a., at nitratudledningen fra markerne skal reduceres yderligere, så fjorde og andre kystområder, der tilføres næringsstoffer via vandløb eller fra direkte udledninger, får det bedre. Samtidig skal miljøvenlig landbrugsdrift støttes. Det er dog endnu for tidligt at sige noget om virkningen af Vandmiljøplan II.
Du kan finde flere detaljer i Miljøstyrelsens rapport "Iltsvind i de danske farvande i august 1999".
Rapporten kan læses på her på hjemmesiden og kan desuden købes i Miljøbutikken, Læderstræde 1-3, 1201 København K., tlf.: 33 95 40 00.
Miljøstyrelsens næste rapporter om iltsituationen i de danske farvande offentliggøres henholdsvis fredag den 24. september og fredag den 29. oktober.
Yderligere oplysninger: Underdirektør i Miljøstyrelsen Jesper Hermansen
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.