En ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, hvor der er bromerede flammehæmmere i Danmark. Miljø og energiminister Svend Auken har bedt Miljøstyrelsen udarbejde et udkast til en handlingsplan med initiativer overfor de bromerede flammehæmmere
Miljøstyrelsen har fået udarbejdet en detaljeret undersøgelse af, hvor de bromerede flammehæmmere findes i det danske samfund. Det viser sig, at stofferne findes i mange forskellige produkter - herunder i langt de fleste elektroniske produkter - men også i andre elektriske artikler og visse tekstiler. Det danske forbrug i færdigvarer skønnes at være i størrelsesordenen 320-660 tons. Rapporten giver dermed et godt kendskab til, hvor der kan sættes ind.
De bromerede flammehæmmere dækker over en mængde forskellige stoffer med meget forskellige anvendelsesområder og egenskaber. Mange af de bromerede flammehæmmere er persistente (tungtnedbrydelige) og ophobes i fødekæden. Svenske undersøgelser har vist, at flere af dem (PBDEer) kan findes i både menneskeblod og modermælk samt i fisk. Og mængderne er tilsyneladende stigende.
"Det er foruroligende, at de bromerede flammehæmmere findes i store mængder, når vi ved, at visse af stofferne i dyreforsøg bl.a. har vist fosterskadende effekter og muligvis hormonforstyrrende effekter. Det er derfor vigtigt, at vi nu får lavet en handlingsplan, som sætter fokus på, hvad vi kan gøre i Danmark, samtidig med at Danmark arbejder aktivt for at løse problemet internationalt", siger Miljøstyrelsens direktør Steen Gade.
Der er tale om et grænseoverskridende problem, da den overvejende del af de bromerede flammehæmmere findes i importerede produkter og komponenter. I EU er man godt i gang med at få risikovurderet en del af dem. Arbejdet med udarbejdelse af forslag til reduktion af udslippet er nu sat i gang for det første af stofferne.
Der er også aktiviteter i gang i forbindelse med det kommende direktiv om elektronikprodukter, hvor der nu ligger et forslag fra Kommissionen om for at få afviklet brugen af to af flammehæmmerne (PBB og PBDE) fra elektronikprodukterne i år 2004.
Handlingsplanen skal både give et samlet overblik over de forskellige internationale initiativer og give et bud på, hvilke nationale initiativer, som Danmark kan tage. Udkastet til handlingsplan skal være færdig i begyndelsen af det nye år.
Handlingsplanen vil bl.a. komme til at omfatte følgende initiativer:
"Vi står med et problem, som vi kun kan løse, hvis vi kan få et godt samspil med industri, detailhandel og forbrugere. Jeg håber derfor meget, at arbejdet de kommende måneder vil vise, at vi sammen kan tage nogle vigtige og nødvendige initiativer", siger Steen Gade.
Fra dansk side støtter vi et svensk initiativ om at tage sagen op på det førstkommende EU-miljøministermøde i december.
Rapporten "Brominated Flame Retardants" kan læses her på hjemmesiden under publikationer.
Yderligere oplysninger: Kontorchef Lisbet Seedorff, Miljøstyrelsen, tlf. 32 66 02 80.
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.