Firmaet INjecta A/S, som producerer bekæmpelsesmidler til træimprægneringsbranchen, er ved retten i Hillerød den 13. oktober 1998 blevet idømt en bøde på 90.000 kroner, ligesom der hos virksomheden skal ske konfiskation af den beregnede fortjeneste på 558.140 kroner
Firmaet har i en periode på 10 måneder fra den 1. januar til 31. oktober 1995 solgt i alt 1.550.390 kilo ikke godkendte bekæmpelsesmidler. Der er tale om to typer bekæmpelsesmidler, der begge indeholder stoffet krom. Salget skete på trods af, at firmaet ikke havde dispensation til at sælge midlerne.
Det har tidligere været vanskeligt at få konfiskeret fortjenester i forbindelse med overtrædelser af miljølovgivningen. Miljøstyrelsen er tilfreds med dommen og i særdeleshed med det faktum, at der med dommen sker konfiskation af hele den beregnede fortjeneste.
Miljø- og energiminister Svend Auken indgik i 1993 en aftale med træimprægneringsindustrien med det formål at udfase de kromholdige bekæmpelsesmidler. Årsagen var, at krom har meget skadelige sundhedsmæssige effekter. Aftalen fastslog, at branchen i en periode fortsat kunne anvende de kromholdige midler under forudsætning af, at det kunne dokumenteres, at der aktivt blev søgt udviklet nye ikke kromholdige alternativer.
Yderligere oplysninger: Miljøstyrelsen, fuldmægtig Jon Krog, telefon 32 66 01 39 Miljøstyrelsens hjemmeside: www.mst.dk
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.