To nye rapporter fra Miljøstyrelsen beskriver nye muligheder for at nedsætte miljøbelastningen fra trafikken. Den ene rapport skal inspirere og vejlede danske kommuner, den anden rapport belyser alternative transportløsninger som andelsbiler og samkørsel i landdistrikter
De store trafikmængder skaber mange problemer i byerne, hvor omkring 40% af vejtrafikken foregår. Her finder vi støjbelastede boliger og de største koncentrationer af luftforurenende stoffer. Det gør det nødvendigt for kommunerne at fokusere på de miljømæssige konsekvenser af trafikken.
Gennem de sidste 20-30 år er det lykkedes at reducere energiforbruget i danske husholdninger ganske betydeligt. Denne indsats kan forhåbentlig blive et forbillede for en tilsvarende indsats overfor trafikken i de kommende år, siger Miljøstyrelsens direktør Erik Lindegaard.
Miljøstyrelsens nye rapport "Trafik og miljø i kommuner - ny inspiration" skal tjene som inspiration og vejledning for kommunerne i det videre arbejde med udviklingen af kommunale trafik- og miljøhandlingsplaner. I rapporten bliver udvalgte kommuners indsats beskrevet.
Rapporten beskriver nye virkemidler der kan begrænse behovet for transport eller overflytte transport til mindre miljøbelastende transportmidler. De nye virkemidler er f.eks. andelsbiler, pendlerplaner for virksomheder, samspil mellem cykel og kollektiv trafik samt el-biler. Rapporten indeholder også artikler om bl.a. familiens miljøregnskab, CO2-udslippet og en diskussion af myter i trafik- og miljødebatten.
Rapporten er et led i Miljø- og Energiministeriets "Bytrafikprojekt" som har til formål at støtte kommunernes arbejde med trafik og miljø. Projektet har bl.a. medvirket til at omkring 75% af de 90 største bykommuner har udarbejdet trafik- og miljøhandlingsplaner.
Den anden nye rapport fra Miljøstyrelsen beskriver projektet om "Alternative transportløsninger i landdistrikterne". Projektet søger at udvikle nye transportløsninger, der både forbedrer serviceniveauet og reducerer miljøbelastningen. Særligt mulighederne for andelsbiler og samkørsel er i fokus. Projektet er udarbejdet i samarbejde med syv kommuner i Nordjylland, Ringkøbing Amt og Sydjysk Universitetscenter.
Som led i projektet er gennemført en spørgeskemaundersøgelse, der viser, at der er stor interesse for samkørsel og andelsbiler i det undersøgte område. I Humlum angiver 28% af svarpersonerne, at de kan tænke sig at have adgang til andelsbiler. 23% af svarpersonerne er interesserede i samkørsel.
Rapporten udgør grundlaget for at etablere et "transportkontor" med en fuldtidsansat koordinator, der skal stå for udvikling af andelsbiler og samkørsel. Det første transportkontor vil blive etableret i Struer. I Tyskland er det erfaringen, at lignende transportkontorer har fået en central placering i arbejdet med at reducere miljøbelastningen.
Yderligere oplysninger om rapporten "Trafik og Miljø i kommuner - ny inspiration", Miljønyt nr. 26 1998: Henrik Grell, COWI, tlf. 45 97 24 90; Anette Kayser og Anders Nyvig, tlf. 45 86 19 00; Brian Kristensen, Miljøstyrelsen, tlf. 32 66 04 71.
Yderligere oplysninger om rapporten "Alternative transportløsninger i landdistrikterne", Miljønyt nr. 25, 1998: Søren Jacobsen, Alternative transportløsninger, tlf. 96 84 84 12 ; Brian Kristensen, Miljøstyrelsen, tlf. 32 66 04 71.
Projektartikel:
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.