Miljøstyrelsen nedlægger påbud om øjeblikkeligt ophør med salg af- og tilbagetrækning af produktet Lipgloss, vedlagt ALT for for damerne nr. 21/98
Miljøstyrelsen har dags dato konstateret, at der i ALT for damerne nr. 21/98 er vedlagt et kosmetisk produkt ved navn Lipgloss - en læbepromade med solfaktor.
Produktet er omfattet af bekendtgørelse om kosmetiske produkter og skal derfor inden det sælges forsynes med en indholdsdeklaration. Produktet Lipgloss indeholder ikke en sådan mærkning. Kravet om indholdsdeklaration er blandt andet for at forbrugerne, herunder især allergikere, kan få oplysninger om, hvad kosmetikken indholder.
Miljøstyrelsen har derfor nedlagt påbud om øjeblikkeligt ophør med alt salg af produktet Lipgloss, ligesom Miljøstyrelsen har påbudt ALT for damerne øjeblikkeligt at trække produktet tilbage fra markedet.
Når Miljøstyrelsen vælger at gribe ind i denne situation, skyldes det ikke mistanke om at produktet Lipgloss skulle være farligt men derimod den alvorlige overtrædelse af reglerne, som der her er tale om. Miljøstyrelsen undersøger for øjeblikket om produktet Lipgloss sælges andre steder end med ALT for damerne.
Miljøstyrelsen er i øvrigt i gang med en kampagne rettet imod indholdsdeklarering af kosmetiske produkter. Kampagnen viser indtil videre, at reglerne om deklarering af kosmetiske produkter i stort omfang efterleves af kosmetikbranchen.
Yderligere oplysninger: sektionsleder Birte Børglum, Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion på telefon 32 66 02 97
Det betyder, at der kan være links til websider eller dokumenter, som er døde. Links i de gamle pressemeddelelser vedligeholdes ikke.